Nyt fra FCR Ungdom

Af Alfred Winther Groth

 

Skidt og kanel for ungdommen i weekendens kampe:

U19

FC Roskilde 3 – 1 Næstved Boldklub

18’ 0-1, Laurits Larsen

24’ 1-1, Magnus Winther Lindberg

56’ 2-1, Conrad Lunde

93’ 3-1, Conrad Lunde

Selvom lørdagens gæster fra Næstved kom bedst ud af starthullerne, var det vores drenge, der endte med at tage sejren efter en godkendt præstation. I første halvleg havde gæsterne de største chancer, og kom da også foran på et lykkeskud, da Laurits Larsen med et fint førstegangsforsøg prissatte Sebastian Blynov i målet fra kanten af feltet.
Conrad Lunde tog som anfører ansvaret og sikrede sejren med scoringerne til 2-1 og 3-1. På sit første mål var Lunde hurtig i opfattelsen, da Magnus Winthers skud i første omgang ramte undersiden af overliggeren og dernæst endte for fødderne af Lunde. Selvom målmanden var ude fra feltet fik han akkurat hånden på bolden – men der var den over stregen.
Med sejren hænger drengene flot på i toppen af U19 Divisionen, hvor der kun er ét point op til AB på førstepladsen.

U17

FC Roskilde 1 – 2 Næstved Boldklub

8’ 0-1, Johan Haslund

14’ 0-2, William Lenart

49’ 1-2, Frederik Thisted

Det første kvarter blev udslagsgivende, da gæsterne pressede hårdt på fra start og fik udnyttet deres få chancer til scoringer. Den første faldt allerede efter otte minutter, da et højt pres af fem Næstved-spillere resulterede i en opsnapning af en aflevering mellem vores midtstoppere, og derfra var det nemt at sætte bolden i kassen. En velspillende Conrad Kromann i vores mål var ikke nok til at holde bolden ude, da Næstved i store perioder pressede som besatte. Men når man har en spiller på banen, der går under navnet ”Gattuso” er der heller ikke meget at stille op.
Selvom Frederik Thisted i starten af anden halvleg reducerede til 1-2 efter et flot frispark fra Frederik Druedal Nielsen, formåede drengene ikke at hive sæsonens femte sejr i land. I stedet blev det til det andet nederlag i U17 Divisionen, hvorfor vi nu er på en delt tredjeplads.

U17 Future

Holbæk B&I 0 – 2 FC Roskilde

54’ 0-1, Pouya Azimi

57’ 0-2, William Vincens Olsen

Tre minutter. Mere skulle U17 Future-holdet ikke bruge for at vise, hvorfor de pt fører rækken. Efter to udskiftninger i pausen kom der mere gang i sagerne, og kort inde i anden halvleg belønnede det flotte arbejde sig, da først Pouya Azimi bragte os i front inden William Olsen på fornemmeste vis cementerede sejren. Selvom Holbæk placerer sig som et midterhold i rækken, var det alligevel en vigtig skalp at tage for drengene, der har tabt de sidste to udebanekampe. Og eftersom det var et lokalopgør, blev det en tand vigtigere at få alle tre point.

U14

FC Roskilde 1 – 3 KB

I en uhyre tæt række på højeste niveau for Sjællands U14-drenge skulle vores drenge lørdag formiddag følge op på sidste rundes bragende sejr på hele 5-0 over Lyngby Boldklub. Selvom det var to uger siden Lyngby-kampen var benene ikke blevet rustne, og spillerne følte sig klar til kamp. Det skulle dog ikke blive lige så nemt, som da vi slog københavnerne med 4-0 i sæsonens første kamp. Derimod måtte vi indkasserer et ærgerligt nederlag, der bringer os på rækkens fjerde plads. Dog stadig foran store talentklubber som Farum BK og Lyngby Boldklub.

U13

Slagelse B&I 4 – 1 FC Roskilde

Med en sejr kunne vores U13-drenge lørdag have bragt sig helt alene i front af den bedste U13 række på Sjælland. Med lutter storsejre i bagagen – vi snakker 5-1, 4-1, 12-1, 3-1 og 7-3 – var talenterne fulde af selvtillid, da de lørdag formiddag løb på banen. Men rækkens andet tophold fra Slagelse skulle vise sig at være for stor en mundfuld og i stedet for en sejr som håbet, måtte vi indkassere det første nederlag i sæsonen. Vi sidder dog stadig alene på førstepladsen, men nu kun med ét point ned til andenpladsen fra, ja.. Slagelse.

FCR U/17 holder den sidste "peptalk" inden kampstart.