Lidt om vores historie

FC Roskilde er en eliteoverbygning, der blev stiftet af tre af byens fodboldklubber med stærke rødder i dansk fodbold. Roskilde Boldklub af 1906, Svogerslev Boldklub og fodboldafdelingen i Himmelev-Veddelev. Eliteoverbygningen trådte i kraft 1. juli 2004.

Visionen var at fastholde byens talenter i Roskilde og skabe en slagkraftig professionel fodboldklub, der kunne tage kampen op med fodboldeliten i Danmark. Det blev en realitet i 2008, hvor FC Roskilde sikrede oprykning til 1. division.

I 2015 valgte Svogerslev og Himmelev-Veddelev at træde ud af samarbejdet for at koncentrere sig om deres klubarbejde i lokalområderne. Roskilde Boldklub af 1906 (RB 06) er derfor vores moderklub. Ejerkredsen er RB 06 samt en gruppe af investorer, der brænder for fodbold i Roskilde.

Overbygningen FC Roskilde

Den 19. januar 2004 etablerede Himmelev-Veddelev Boldklub, Svogerslev Boldklub og Roskilde Boldklub af 1906 et selskab med navnet FC Roskilde A/S, hvis formål det er at være det formelle udgangspunkt for en overbygning de tre klubber imellem.

Overbygningen, der omhandler et divisionshold samt fire ungdomshold – U19, U17, U15 og et U14 hold, har som målsætning at placere FC Roskilde blandt landets bedste fodboldklubber på såvel senior- som ungdomsplan. Primært gennem udvikling af egne talenter og gerne i en kombination mellem sportsudøvelse og uddannelse. Det er således et mål, at der skal etableres et fodboldakademi, hvor fodbold og undervisning skal kunne ses i et samlet hele.

Midlerne til at opfylde denne målsætning er bl.a. at involvere erhvervslivet i Roskilde som samarbejdspartnere, således at der kan skabes et optimalt sportsligt udviklingsmiljø for byens ungdom.

Hertil kommer et tæt samarbejde med Roskilde kommune, som har støttet klubben økonomisk igennem en årrække i form af en elitesportsaftale, ligesom kommunen gennem sit ejerskab til Roskilde Idrætspark har været garant for optimale spilleforhold.

FC Roskilde ledes af en bestyrelse, som er sammensat af en klubrepræsentant for moderklubben, Roskilde Boldklub 1906, og derudover af personer, der primært har deres baggrund i det private erhvervsliv.