Vejle var for stærke i dag

5. april 2017

Det var et dejligt stadion og en fin bane, der mødte FC Roskilde i aftenens kamp, hvor "De lyseblå" havde en gylden mulighed for at erobre 2. pladsen i NordicBet Ligaen.

Det var bare ikke denne råkolde aften, hvor det skulle lykkes - for FC Roskilde kom aldrig rigtig i gang og de offensive kræfter blev aldrig rigtig farlige. Efter en relativ begivenhedsløs 1. halvleg, så det ud til, at det kunne gå begge veje - men i 2. halvleg viste Vejle, at de havde en aften, hvor det meste lykkedes for dem. De spillede hurtigt og flyttede sig for hinanden - og så viste deres offensive folk sig fra deres mest effektive side, når de fik mulighed for kontraangreb - og det gjorde de desværre lidt for ofte.

Højdepunkter:

8' - FCR kommer til første afslutning. Bolden spilles lidt rundt og derefter sendes Emil afsted på højrekanten. Emil slår en flad aflevering ind i feltet, hvor Thygesen afslutter fladt, men lige forbi mål.

10' - Vejle har et farligt indlæg, hvor Schram må ud i feltet og bokse væk.

20' - Igen farligt indlæg fra højre, fra den hurtige Vejlespiller D'Avila Ba Loua - bolden suser hele vejen over til bagstolpen, hvor bolden er tæt på at blive prikket i mål - men den går i sidenettet.

21' - Fin frisparkskombination - fladt ind til Morten Nielsen, der flot tager bolden med sig og afslutter fladt - men bolden bliver reddet på stregen.

34' - Igen et farligt indlæg fra Vejle - det får lov til at løbe hele vejen igennem FCR-forsvaret og er tæt på at overrumble Schram, men bolden går forbi målet.

36' - Vejle sender langskud afsted - Schram må bokse til hjørne.

PAUSE

47' - Lang bold frem i banen - Morten Nielsen i løbeduel og kommer først og kaster sig frem og afslutter mod mål - bolden sniger sig lige forbi målet. Flot aktion af Nielsen, der have fortjent en bedre skæbne. Havde FC Roskilde bragt sig foran ville kampen helt givet have udviklet sig meget anderledes.

56' - Vejle bringer sig foran. En lang diagonalbold sendes tilbage ind på midten, hvor Jacob Schoop udplacerer Schram helt ude ved stolpen.

60' - Friløber til Ba Loua, men Schram stormer frem og tackler. Super action af Schram, der holder FCR inde i kampen.

63' - Agon Mucolli får bolden ude på kanten - han trækker ind i banen og banker bolden op i modsatte hjørne. Den var svær at gøre noget ved for Schram.

74' - G. Ondowa bringer Vejle foran 3-0. Først banker han bolden i ryggen på en af sine medspillere - og derefter banker han den fladt i netmaskerne under en chanceløs Schram.

86' - FC Roskilde reducerer til 3-1. Flad bold fra venstre lander på fødderne af Morten Nielsen, der genialt vender rundt og banker bolden helt op under overliggeren. Desværre lidt for sent i kampen.

87' - Og dog...Mark Leth bliver sendt afsted med en friløber - han forsøger at afdrible målmanden, men Vejle-keeperen piller bolden fra ham. Det var ellers en stor chance for at vende det hele og komme tilbage i kampen - så det var møg ærgerligt.

88' - Vejle afslutter i sidenettet.

92' - Vejle lukker kampen med scoring til 4-1. Favorov sender bolden fladt imellem benene på Schram.

Kampen fløjtes af og det blev en kold omgang - ikke en kold fornøjelse, for i dag fik vi ikke lukket ned for Vejles hurtige omstillinger og deres farlige vævre angribere.

Nu skal gutterne rejse sig på søndag og vise FC Helsingør, at dette var en enlig svale. Det er bare frem med brystkassen og tilbage på sporet.

Morten Nielsen scorede FC Roskildes enlige mål.

Kampfakta


Vejle Boldklub - FC Roskilde 4-1 (0-0)

Onsdag, den 5. april 2017, kl. 19.00

Vejle Stadion

Tilskuere: 1287

Dommer: Chris Johansen

Linjedommere: Jakob Bille & Torsten Konggaard Reuter 

4. dommer: Henrik Overgaard

 

Startopstilling:

Frederik Schram

Nicklas Mouritsen

Daniel Stenderup

Anders Qvist

Simon Richter

Nicklas Halse

Mathias Gehrt

Mikkel Thygesen (anfører)

Mikkel Nøhr Christensen

Emil Nielsen

Morten Nielsen

 

Kampforløb:

56' 1-0 Jacob Schoop (VBK)
63' 2-0 Agon Mucolli (VBK)
74' 3-0 G. Ondowa (VBK)
86' 3-1 Morten Nielsen (FCR)
90' Advarsel Anders Qvist (FCR)
92' 4-1 Artem Favorov (VKB)

 

Ind- og udskiftninger:

Min Ud Ind
69' Emil Nielsen Mark Leth Pedersen
69' Mikkel Nøhr Christensen Kristian Lindberg
83' Mathias Gehrt Robert Larsen

 

Ikke benyttede spillere:

Frederik Vang Larsen

Daniel Segev Jørgensen

Valon Ljuti

Anders Nielsen