Vang har været under kniven

Som vi skrev, efter lørdagens testkamp mod Brøndby, kom Frederik Vang til skade i en soloulykke. Der er nu nyt om situationen, men desværre er det ikke opmuntrende.

Fra vores fysioterapeut, Morten Walldo, har vi fået denne melding:

"Vores målmand Frederik Vang var desværre aldeles uheldig i årets første træningskamp. I en ellers umiddelbart ufarlig situation faldt Frederik til jorden med smerter fra akillessenen. Vores værste frygt blev desværre bekræftet ved nærmere undersøgelse – akillessenen var revet over. Allerede dagen efter blev Frederik succesfuldt opereret og der venter nu en længere genoptræningsperiode før han er at finde i målet igen. I første omgang skal Frederik have foden immobiliseret i gips og efterfølgende en støvle, hvorefter der venter et længere og langsomt progredierende træningsforløb, for at opnå så tæt på fuld funktionalitet omkring akillessenen, som muligt efter denne type skade. Den præcise tidshorisont er svær at definere, men det forventes at Frederik er ude i mellem 6 – 12 måneder."

Vi ønsker Fredrik rigtig god bedring og håber, at han hurtigt kommer sig.