Vandt sidste testkamp

FC Roskilde spillede sidste testkamp, på banen ved siden af Valby Idrætspark, her til aften. Modstanderen var BK FREM fra 2. division.

Der stod FC Roskilde på det meste i kampens første kvaters tid, men FREM kom mere og mere med som kampen skred frem. De pressede højt og lavede en del frispark - formentlig for at sætte sig i respekt - og de fik held med at ødelægge vores opspil.

Der var chancer i begge ender, men afslutningerne manglede den sidste skarphed. Kampens enlige mål var også et lidt specielt mål. Simon Richter spiller en bold frem i feltet, og Mark Leth snitter den meget lidt, så målmanden blev fanget på det forkerte ben - og bolden triller stille og roligt ind i det tomme mål.

Set over hele kampen var det en gang blandede bolcher - og den slags testkampe kan også ofte give et lidt "uroligt" udtryk, når begge hold foretager så mange udskiftninger som tilfældet var. Men at se så mange spillere i kamp som muligt, er jo også én af idéerne med en testkamp. Specielt tilbagevendte Anders Qvist leverede en ganske stabil præstation i midterforsvaret med overblik og sikkerhed i duellerne. Dejligt at se ham i fin form efter den langvarige skadespause.

BK FREM spillede en rigtig fin kamp, og de skal nok komme til at spille med i toppen, når 2. division starter op igen.

For FC Roskildes vedkommende er næste kamp alvor - her gælder det kampen om point, når Bet25 Ligaen bliver skudt i gang, og FC Helsingør kommer på besøg i Roskilde Idrætspark, søndag den 26. juli 2015, kl. 13:00.

 

BK FREM - FC Roskilde 0-1 (0-0)

Mandag, den 20. juli 2015
Kampstart: 17:00
Valby Idrætspark
Tilskuere: Ca. 250
 
Kampfakta:
55' 0-1 Mark Leth (FCR)
78' Advarsel Ferdinand Bangsgaard (FCR)
 
Start 11'er:
Thomas Villadsen, Simon Richter, Anders Møller Christensen, Stefan Hansen, Anders "Nille" Nielsen, Nikolaj Hansen (anf), Jesper Bech, Mikkel Nøhr, Martin Andersen, Mark Leth, Bajram Fetai.
 
Bænk:
Mikkel Kvist, Anders Qvist, Ferdinand Bangsgaard,, Kristian Geertsen, Ronnie Bendtsen, Lasse Brandt Hansen, Zakaria El-Ouaz, Zakaria Mokdad, Shabban Hussain.