Valon Ljuti skifter fra Lyngby til FCR

Optakten til fredagens udekamp mod Skive er lidt speciel, da vi samtidig med stor glæde kan annoncere, at Valon Ljuti, der er blevet løst fra sin kontrakt med Lyngby Boldklub, har skrevet under på en kontrakt med FC Roskilde.

FC Roskilde forventer, at Valon allerde i morgen er kampklar for "De lyseblå".

Dansk-albaneren Valon, der fylder 25 år den 28. september i år, har spillet i Lyngby Boldklub siden 2014, hvor han nåede at spille 24 kampe og score ét mål. I 2012-2014 havde han stor succes i Brønshøj, hvor han var en markant profil - en ægte slider på midtbanen. Før tiden i Brønshøj spillede Valon i B93.

Om tilgangen af Valon til FC Roskilde siger cheftræner Anders Theil: "Valon er en teknisk hårdt arbejdende midtbane spiller, som arbejder godt mellem felterne. Han er god i pasningsspillet og rigtig stærk i erobringsspillet. Valon er meget sulten efter at vise sine kvaliteter, efter mange kampe på bænken i Lyngby. Vi glæder os meget til at arbejde sammen med Valon".

Bo Tue Knudsen, direktør i FC Roskilde, og Valon Ljuti ved dagens kontraktunderskrivelse.

Skive IK har ofte voldt problemer for FC Roskilde, som nedensående statistik også viser, så man skal ikke lade sig snyde af, at skibonitterne har haft en lidt svær start og øjeblikkeligt ligger næstsidst med fire point - eneste sejr er en over bundproppen fra FC Vestsjælland på 3-1 hjemme i Skive.

Man kan altid være sikker på, at de blå/gule fra Skive IK giver sig 100%, og de vil kæmpe med alt hvad de har, for at få deres anden sejr i sæsonen.

FC Roskilde har "en halv pokalkamp" i benene fra i tirsdags, så gutterne skal nok være klar til gå efter sejren i morgen.

Kampen fløjtes i gang kl. 19:00 og vi håber, at se de lyseblå flag og høre de velkendte FCR-slagsange fra lægterne.

Vel mødt! 

Roskilde vs Skive


Skive IK er stiftet den 28. marts 1901 og er i dag den klub under DBU Jylland, der rent fodboldmæssigt har flest medlemmer, i alt 1.146 aktive, hvoraf de 267 er over 18 år.

Kendte spillere fra Skive i dag er Rasmus Würtz, Christian Lundberg og Thomas Dalgaard og hjemmebanen er Spar Nord Arena Skive med plads til 10.000 tilskuere, men - som i Roskilde - kun godt 500 siddepladser.

Skive IK har været i Danmarksturneringen i i alt 24 sæsoner, mens RB 1906/FCR kan skrive nr. 42 på CV-et.

Skives bedste placering er nr. 4 i næstbedste række i sæsonen 2010/11, mens FCR (dengang RB06) blev nr. 3 i samme række i 1988.

Tilskuerrekorden i Skive er fra 19. maj 1955 hvor man spillede oprykningskamp mod Viborg, mens RB 1906 første gang mødte Skive i 1957 – i en efter seriernes afslutning privat kvalifikationsturnering unionerne imellem med de næstbedste hold. RB 1906 scorede i de syv kampe 36 mål – ”Siv” alene de 15 efter hjemkomsten fra Køge, men i Skive blev det til et 1-2 nederlag – RB 1906’s mål scoret af Poul Marcussen.

Siden er det heller ikke gået alt for godt og det er i alle tilfælde i næstbedste række møderne har foregået. Fra 1998/99 til 2011/12 er der tale om 12 indbyrdes opgør, og det er unægtelig ikke faldet ud til Domkirkebyens fordel.

RB 1906 nåede aldrig en sejr over Skive, mens FCR står med kun én sejr over Skibonitterne, fem er endt uafgjort og Skive har vundet ikke mindre end syv gange. Første opgør i Roskilde den 1. august 2014 endte som bekendt med en 3-2-sejr til Skive med et mål i de døende sekunder af den tillagte ekstratid efter scoringer af Nicolai Mikkelsen og Lasse Emil Nielsen på et brag af et skud på en medløbsbold kort før tid.

Senere blev det 1-0 nederlag den 13. november 2014 i Skive, og netop Skive var den eneste modstander i rækken vi endnu ikke havde fået point imod i sidste sæson – men tredje gang blev lykkens gang. Den 3. maj 2015 vandt FCR hjemme foran 1.045 tilskuere med 3-0 på to mål af Kristian Geertsen og ét af anfører, Nicolaj Steen Hansen.

Samlet ser statistikken ud som følger:

 

  Antal kampe Vundet Uafgjort Tabt

Målscore

RB 1906 - Skive IK 5 0 3 2 7-9
FC Roskilde - Skive IK 11 2 3 6 14-16
I ALT 16 2 6 8 21-25

 

- Bjørn Jensen