Uafgjort i sidste test

Efter søndagens uvejr, stod der Hvidovre IF på tirsdagaftenens menu. Det var sidste mulighed for René Skovdahl at se truppen i aktion, før det rigtig gælder på søndag i Brabrand.

Vejret var bedre, og en stærk Hvidovre-trup var mødt op til kampen i Roskilde Idrætspark, der iøvrigt blev spillet over 3x30 minutter.

Gæsterne fra Hvidovre lagde ud i et rigtig fint tempo, med et pres højt oppe på vores banehalvdel, hvilket belønnede sig, da de bragte sig foran allerede efter 8 minutters spil. Der skulle dog ikke gå mange minutter efterfølgende, før Mikkel Nøhr med et tørt hug fra distancen, kunne udligne.

I kampens anden halvleg begyndte udskiftningerne, og René gav minutter til flere spillere. Heller ikke af denne halvleg skulle der gå mange minutter, før Frederik Schram endnu en gang kunne hente bolden ud af netmaskerne, og så var gæsterne foran 1-2. Den føring var en realitet indtil kort inde i tredje halvleg, hvor prøvespilleren Victor Lorentzen kunne sende bolden ind bag Hvidovres målmand. Ganske fin aktion af den unge back.


På søndag gælder det altså Brabrand på udebane, når endnu en sæson i NordicBet Ligaen sparkes i gang.