U17-spiller til prøvetræning i Inter

Af: Alfred Winther Groth

I midten af november tilbragte vores U17-spiller, Mohammad ”Mo” Fazal, en uge i Italien, nærmere bestemt Milano. Her var han til prøvetræning hos den italienske storklub, og tidligere Champions League-vinder, Inter:

"Det var en meget fed oplevelse. Det var særligt at komme ned til Inter og se hvordan de træner og hvordan det hele fungerer. Det var meget anderledes end her i Danmark", siger ”Mo” og fortsætter "Det var fedt at se. Faciliteterne var store og super fede. Det var tydeligt at se, at det var en stor klub med et kæmpe anlæg."

I løbet af den uge Fazal tilbragte i Inter, trænede han med U16- og U18-holdet mandag, tirsdag, torsdag og fredag og fik om onsdagen mulighed for at vise sig frem i en intern prøvekamp. Her gav han prøve på sit eget talent og sine hurtige fødder.

Til daglig træner han på græstæpperne ved Roskilde Idrætspark, hvor han spiller på klubbens U17-hold. Fra sin plads som venstreback udgør han en trussel for såvel modstandernes offensiv og defensiv. Så stor en trussel, at han også træner med på U19-holdet:

"Mohammad er en lille, hurtig og teknisk dygtig spiller. Han spiller på vores U17-hold, men træner med på vores U19-hold, da han er så dygtig, at vi gerne vil give ham lidt ekstra udfordring. Han har gjort det rigtig godt på det sidste, og har hele tiden lagt på. Senest scorede han to mål i en U17 Divisionskamp mod Holbæk B&I – og det er rigtig godt gået, særligt som venstreback", siger talentchef i FC Roskilde Per Henning Jensen

Et skulderklap – til både klub og spiller

Som en teknisk stærk spiller blev ”Mo” særligt udfordret på fysikken, da han var oppe mod nogle store drenge i Inter. Han fortæller: "Jeg synes det gik hurtigere end herhjemme. Der var hele tiden gang i den. Det var nogle store spillere, der spillede meget på fysikken - særligt på U18-holdet var de noget større end jeg er vant til – flere af dem var to meter høje. Samtidig gik spillet noget hurtigere end herhjemme.

Alligevel var han rigtig tilfreds med opholdet, og synes at det gik fint i den interne træningskamp.

Der er noget af en niveauforskel på U17 Divisionen og topfodbold i Campionato Primavera – den bedste italienske ungdomsrække – og derfor blev talentchefen også noget paf, da han først blev kontaktet af Inter. I bund og grund ser han det som et stort skulderklap:

Per Henning udtaler: "At vi har et talent til prøvetræning i så stor en europæisk klub er en bekræftelse på, at de timer og kræfter som vi lægger i det er godt givet ud. Der er nogle, der lægger mærke til, at vi laver et okay stykke arbejde her i FC Roskilde. Det er en målsætning at vi skal lave tilstrækkeligt dygtige spillere til, at de bliver interessante for os selv og de andre klubber i Danmark. Men også for andre klubber i Europa. Derfor skal vi selvfølgelig også have lidt mønt for det, hvis det skulle blive aktuelt."

”Mo” – der af talentchefen beskrives som en ærgerrig person, der hele tiden forsøger at blive bedre og er dybt seriøs med sin træning – kan ikke lægge skjul på, at Inter selvfølgelig er en klub af den størrelse mange spillere drømmer om. "Inter er en stor klub, en Champions League-klub og det er jo et sted alle drømmer om at komme til", slutter Fazal af.