Tæt på sensationen

Overskriften til denne artikel kunne være mange, for der skete en del særlige ting i går aftes, da FC Roskilde blev sendt ud af DBU Pokalen af FC København med 2-3.

Som overskriften antyder, kom FC Roskilde faktisk tæt på sensationen. For efter en uhyggelig start på kampen, hvor FCK kom foran 0-3 på 13 minutter, fik FC Roskilde trukket tempoet ud af kampen og gjorde hvad de skulle for at undgå en kæmpe øretæve. FCK slap også foden lidt fra speederen, da de kom så hurtigt foran - og det ser man jo ofte kan være farligt. I 2. halvleg begyndte "De lyseblå" at spille mere direkte på mål - og så var det svært for FCK, at komme op i tempo igen - og faktisk har vi to chancer i kampens sidste minutter, som på en god dag godt kunne give scoringer og dermed sende kampen i forlænget spilletid. FC Roskildes spillere havde stor ære af kampen - i 2. halveleg - og kunne absolut forlade banen med oprejste pander og fremskudte brystkasser.

Overskriften kunne også godt have været "Sæsonrekord i Reden" - for der kom hele 5342 tilskuere, som skabte en hel fantastisk ramme for kampen. Inden kampen måtte man dog desværre tømme en af de til lejligheden opsatte tribuner, da den begyndte at synke i jorden, under FCK-supporternes velkendte hoppen og dansen. Men den del blev også klaret professionelt - ligesom alle øvrige ting forløb fint omkring kampen. Sådan en kamp er et stort arrangement - så stort cadeau til FC Roskildes administration. FCK-fans tændte romerlys og ødelagde hegn, men alle optakter til alvorlig ballade blev håndteret.

Overskriften kunne også sagtens være "Bajram Fetai er tilbage". Bajram blev skiftet ind i pausen og viste høj klasse, lækker boldbehandling, overblik og "ro på bolden" samtidig med, at han flyttede den rundt i højt tempo. Og manden har dårligt spillet en kamp i et år. Imponerende! Han krydrede så lige den flotte indsats med to scoringer og blev kåret til kampens FCR-spiller. Vi arbejder på et interview med Bajram.

Så alt i alt en strålende aften i Roskilde Idrætspark - nederlaget til trods. Kampen blev vist i tv, så hele fodbolddanmark kunne kigge med, da FC Roskilde var tæt på sensationen.

Stor tak til alle FC Roskilde-supportere, der mødte frem og støttede gutterne. Vi håber at se jer på søndag igen på Lyngby Stadion, hvor endnu en spændende kamp venter.

Bajram Fetai blev skiftet ind i pausen og viste høj klasse. Han blev kåret til kampens spiller for FCR, viste strålende teknik og spilforståelse og scorede to mål.

Kampfakta


FC Roskilde - FC København 2-3 (0-3)

Torsdag, den 30. oktober 2014, kl. 20.30

Roskilde Idrætspark

Tilskuere: 5342 (stadionrekrod)

Dommer: Anders Poulsen

Linjedommere: Derya Oguz & Henrik Malmberg

 

Startopstilling:

Kampforløb:

8' 0-1   Steve De Ridder (FCK)
10' 0-2   Andreas Cornelius (FCK)
13' 0-3   Danny Amankwaa (FCK)
71' Advarsel   Mikael Antonsson (FCK)
71' 1-3   Bajram Fetai, straffespark (FCR)
72' Advarsel   Brandur Olsen (FCK)
82' 2-3   Bajram Fetai (FCR)

 

Ind- og udskiftninger:

Min Ud Ind
45' Lars Brøgger Hansen Bajram Fetai
45' Nicolaj Mikkelsen Martin Nielsen
75' Stefan Hansen Mark Leth Pedersen

 

Ikke benyttede spillere:

31 Mikkel Kvist
13 Mikkel Jensen
27 Robert Larsen
77 Pierre Larsen