Transfervinduet

14. september 2016

Sommertransfervinduet har været over os, og flere spillere er skiftet ud. 

Ind er kommet følgende spillere:

Jesper Blicher, Daniel Jørgensen, Bo Storm, Nicklas Halse, Meck Nørgaard, Emil Nielsen, Nicklas Mouritsen og Kristian Lindberg.

Samtidig har disse spillere har forladt os hen over sommeren:

Anders Møller Christensen, Jan Kristiansen, Lasse Brandt Hansen, Ferdinand Bangsgaard, Nikolaj Hansen & Bajram Fetai. 

FC Roskildes Manager, Anders Theil, sætter her ord på det netop overstået transfervindue:

Vi er kommet ud på den anden side af transfervinduet nu. Er du tilfreds med ændringerne i truppen?

“Ja meget. Man kan ligesom dele vinduet op i to; lidt tidligt, hvor der skete noget med nogle spillere vi både sagde farvel til, men hvor vi også fik nogle ind - og så kom der jo også nogle her på falderebet, kan man sige. Det er klart, at Emil er en kæmpe signing for os - som jeg har sagt før, så var det ikke noget der lå i kortene. Jeg har jævnligt haft kontakt med Emil, og at det så endte med det, tror jeg er fantastisk for alle parter. Uden at have for store FC Roskilde-briller på, tror jeg også det er det helt rigtige for Emil - der går ikke længe før han kommer op i det gear, som vi kender fra før han forlod os. Han er allerede kommet til flere store chancer, så snart han får prikket dem ind, bliver det en klasse-signing for os.” 

Udtaler Manager Anders Theil og fortsætter: “Nicklas Mouritsen kom også til lidt sent. Vi har hele tiden ledt efter en spiller der både kunne dække back og midtstopper - Nicklas har jo allerede vist i hans gode indhop - og selvfølgelig pokalkampen - at han er en rigtig god signing. Han har en god alder, og er rigtig godt skolet oppe i FC Nordsjælland. Det skaber jo noget mere konkurrence, og at der nu er lidt pres på i bagkæden. Senest har vi fået Kristian Lindberg ind, som jeg egentlig også har prøvet at hente før. Jeg er helt sikker på, at hans papirer nok skal være i orden til Vendsyssel-kampen - og så er han selvfølgelig med i truppen. En rigtig skarp angriber, hvilket jeg syntes var vigtigt at få ind. Han kan rigtig meget, også fordi Bajram røg på sidstedagen, da vi valgte at frigive ham, så han kan indfri sin drøm om udlandet”.

Derudover pointerer Theil også, at dette vindue har været med til at rense ud i alderen i truppen: “Jeg synes det har været et rigtig rigtig godt vindue - men også et vindue der aldersmæssigt har betydet meget. Vi har jo igennem et par sæsoner haft en del ældre spillere - de har været vigtige for mange ting, også for at få sat Roskilde på landkortet. Men nu er det også vigtigt at vi får nogle yngre kræfter ind i truppen”.

Nu nævner du selv den øgede konkurrence i forsvaret, men den er jo også at finde længere fremme på banen nu. Hvordan ser du på det?

“Konkurrence er jo godt, ikke. Det er jo det der gør alle spillerne bedre, man er nødt til at præstere hver gang. Der er ingen walkover, hvor man bare slapper af til træning. Bo Storm fik jeg slet ikke nævnt - han har været ude i et halvt års tid, og han har også haft nogle skader gennem karrieren, men han ser jo fantastisk ud - bare det mål han lavede i pokalkampen fortæller jo om hans kvaliteter. Det er ikke sådan så konkurrence skaber dårlig stemning, det skaber bare et miljø der er rigtig rigtig godt.” slutter Anders Theil.