Thygesen til FC Roskilde

FC Roskilde har endnu engang lavet en "super-signing". Mikkel Thygesen, der netop har fået ophævet sin kontrakt med superligaklubben Randers FC, har lavet en 3-årig aftale med FC Roskilde.

Mikkel Thygesen er glad for skiftet til FC Roskilde og udtaler: "Da FC Roskilde meldte deres interesse, så tog det ikke mere end et enkelt lille møde på en time, før vi var enige om at det var her jeg skulle fortsætte min karriere. Jeg er et sted i min karriere, hvor jeg føler FC Roskilde og mine ambitioner går godt i spænd. Jeg kender Anders Theil utrolig godt efter vores fælles fortid i BK frem og jeg ved, hvad han står for og omvendt. Jeg glæder mig til de nye udfordringer, og håber at jeg kommer til at få mange gode oplevelser og jubelscener med mine nye holdkammerater".

Til denne fantastiske nyhed siger cheftræner Anders Theil: "Det er helt fantastisk, at vi kan tiltrække en profil som Mikkel Thygesen. Og der er ingen tvivl om, at et møde med Bo, mig selv og Thyge mandag aften blev udslagsgivende, der var fra start en rigtig god kemi. Og selvfølgelig fylder det sportslige meget på sådan en snak, men det var tydeligt at Thyge godt kunne se sig selv arbejde sammen med os, og den måde vi griber det hele an på, ikke mindst det med værdierne, der passer vi godt sammen.

Jeg har haft fornøjelsen af, at træne Thyge før og han er spiller, der virkelig går forrest og jeg er sikker på, at han stadig kan udvikle sig - især ved at få fodboldglæden tilbage. Samtidig er jeg også sikker på at han kan løfte os andre også. Han dækker de centrale pladser og hans energi og blik for spillet gør os til et bedre hold. Samtidig har Thyge den hårdhed der skal til og han arbejder altid for holdet. Vi ser frem til, at han trækker FCR-trøjen over hovedet på søndag".

Alle i FC Roskilde byder "Thyge" velkommen!