Taktisk affære endte 1-1

Kampen mod HB Køge, fredag aften, endte med pointdeling og for tredje gang i denne sæson, fik FC Roskilde ét point ud af anstrengelserne, selvom holdet - som i de to forrige uafgjorte kampe - fik bragt sig foran.

HB Køge havde bolden langt mere end FC Roskilde, og mange vil sikkert synes, at FC Roskilde spillede meget defensivt - og det gjorde de også. Men det var også en del af den taktiske plan, der skulle følges, for at dæmme op for HB Køges nye spillestil med højt aggressivt pres og mange lange dybe bolde. Vi lykkedes med at "lukke bagrummet ned", med undtagelse af den situation, hvor målmand Frederik Vang må springe ud og desværre begik straffespark. Udover en masse boldbesiddelse kom HB Køge ikke frem til mange chancer.

For FC Roskildes vedkommende blev det også en chancefattig kamp, men kontraspillet skal også lykkes, når man forsvarer så langt tilbage på banen - og det gjorde det ikke så ofte. De offensive folk havde ikke helt succes med de ting, de forsøgte sig med. Dog var det hurtige mål rigtig flot - Emil river sig fri i venstre side og slår bolden fladt ind, hvor Lars Brøgger dukker op og afslutter første gang, fladt ved modsatte stolpe. Flot aktion!

Det ene point gør ikke, at FC Roskilde bevæger sig opad i tabellen, men forbliver på 11. pladsen. Holdet skal lige vænne sig til det hurtigere spil i NordicBet-ligaen, så mon ikke vi vil se, at den første sejr ligger og venter lige om hjørnet. Ingen tvivl om, at alle kampe bliver store udfordringer, der kun kaster point af sig, hvis der ydes maksimalt - men vi har en god trup, så det skal nok komme.

Video-interview med reaktioner efter kampen følger snarest.

FC Roskilde - HB Køge 1-1 (1-0)

Fredag, den 22. august 2014, kl. 19.00

Roskilde Idrætspark

Tilskuere: 1423

Dommer: Henning Jensen

Linjedommere: Christian Brixen & Paul Knudsen

 

Startopstilling:

30 Frederik Vang Larsen
5 Kristian Geertsen
6 Martin Nielsen
8 Morten Walldo
9 Emil Nielsen
10 Nicolaj Mikkelsen
15 Nikolaj Hansen (anfører)
20 Stefan Hansen
21 Casper Andersen
22 Lars Brøgger Hansen
26 Simon Richter


Kampforløb:

4' 1-0   Lars Brøgger Hansen (FCR)
31' Advarsel   Lars Brøgger Hansen (FCR)
78' Advarsel   Philip Zinckernagel (HBK)
82' Advarsel   Frederik Vang Larsen (FCR)
82' 1-1   Bruninho, straffespark (HBK)

 

Ind- og udskiftninger:

Min Ud Ind
62' Nicolaj Mikkelsen Andreas Lissau
70' Martin Nielsen Ferdinand Bangsgaard
78' Morten Walldo Ronnie Bendtsen

 

Ikke benyttede spillere:

16 Mads V. Petersen
4 Andreas Sørensen
11 Mark Leth Pedersen
77 Pierre Larsen