Tabte sidste test inden træningslejr

16. februar 2019

Sidste testkamp for FC Roskilde, inden truppen i morgen tidlig drager på træningslejr i Tyrkiet, var dagens kamp mod HB Køge. Det var en kamp, hvor FC Roskilde var inviteret til at spille den officielle åbningskamp på kunstgræsbanen i det nye Capelli Sport Stadion, Køge Idrætspark. 300 tilskuere var mødt op i det dejlige vejr.

Det var en meget lige kamp, hvor HB Køge stort set ikke kom til nogle farlige afslutninger i 1. halvleg. Hjemmeholdet kom vel til én reel farlig chance, der blev sendt forbi mål.

FC Roskilde havde et par store tilbud - en speciel stor en af slagsen kom efter et kvarters spil, hvor HBK laver en fejlaflevering tilbage i banen, der lander for fødderne af Morten Nielsen han sender den videre ind foran mål til en fri Emil Nielsen, der dog mangler skarphed og desværre får sendt bolden forbi målet.

HBK kom bedre med i 2. halvleg og godt ti minutter efter pausen, har de flere forsøg lige efter hinanden foran Schram i FCR-målet, men alle blev misbrugt.

Små 70 minutter er spillet, da Mikkel Thygesen banker et rigtig fint langskud afsted, men målmanden bokser til hjørnespark. På dette hjørnespark ender bolden hos Nicklas Halse, der sender bolden på overliggeren.

10 minutter senere blev Andreas Bruus sendt afsted med en friløber, men mislykkedes med det sidste træk forbi HBK-keeperen, der i stedet kunne pille bolden fra Bruus.

Kort tid efter sender FCR et hjørnespark ind i feltet, hvor Andreas Hermansen header på mål fra bagerste stolpe - bolden bliver dog reddet på stregen af en forsvarsspiller.

Sent i kampen scorer Jubril Adedeji kampens enlige mål. En lang aflevering, der så ud til at være for lang, blev alligevel løbet op af Christian Enemark. Han sender et fladt indlæg ind foran mål, hvor Adedeji drejer den i netmaskerne forbi Frederik Vang i FCR-målet.

Se målet her!

Start-11'er: Frederik Schram, Anders Nielsen, Stefan Hansen (anfører), Daniel Stenderup, Patrick Da Silva, Nicklas Halse, Mikkel Thygesen, Nicolai Vallys, Mikkel Nøhr Christensen, Morten Nielsen og Emil Nielsen.

Bænk: Frederik Vang, Marc Bredal, Andreas Hermansen, Robert Larsen, Kyle McLagan, Andreas Bruus, Younes Bakiz og Nicolai Jessen.