Tabte intenst drama

Det blev nøjagtig så spændende og intenst et opgør, som man kunne forvente. Det blev desværre Næstved, der kunne trække sig sejrrigt ud af duellen og de grønblusede har dermed "håneretten" - i hvert fald indtil 12. marts 2017, hvor holdene igen tørner sammen.

Man hører så tit, at et fodboldhold "skal være kliniske i felterne" - og det kan i sandheden også give gode resultater. Skulle nogen være i tvivl om, hvad der menes med denne sætning, ja så så vi i dag et studie i netop det. For Næstved praktiserede det til fulde.

Næstved scorede et hurtigt mål og derefter "kørte de bussen ind foran mål" og forsvarede sig bravt med alt hvad de havde. Offensivt levede de på kontraangreb og så kunne de være glade for en yderst effektiv Tobias Perch-Nielsen, der i øvrigt klart skulle have været sendt i bad før tid (før han scorede sit andet mål). Et helt indlysende rødt kort - forseelsen endda begået lige foran 4. dommeren, der efterfølgende konfererede med dommeren - bliver i stedet tangeret til gult. Skal man vare meget diplomatisk, kunne man godt sige, at dommertrioen vel ikke havde deres bedste dag i dag - og de diskede op med flere kontroversielle kendelser.

Efter den første scoring blev det faktisk én lang jagt fra FC Roskildes side på det udlignende mål - og det ene point havde FC Roskilde fortjent. For "De lyseblå" havde bolden det meste af tiden og der blev egentlig produceret en del chancer - men skarpheden og heldet manglede i dag.

Der blev gået til stålet og dommeren uddelte fem gule kort - og Næstved misbrugte et straffespark. FC Roskildes havde et skud på stolpen på et kritisk tidspunkt. Det ene øjeblik skinnede solen og kort tid efter stod regnen ned i stænger - der var god stemning på lægterne og hele 1276 tilskuere så på.

Så ja, der var vel alt hvad man kunne ønske sig af sådan en kamp; spænding, dramatik og mål - desværre bare med den forkerte vinder.

Højdepunkter:

3' - FCR viser tænder fra starten af kampen. Et dobbeltforsøg fra hver side af banen bliver dog klaret af Næstvedmålmanden - først Bajram fra venstre side - og returbolden lander hos Blicher der også afslutter på mål.

9' - 1. Næstvedforsøg - Frederik Schram klarer med en fodparade.

11' - Bolden løftes ind i feltet fra Roskildes venstre side - bagerst står Tobias Perch-Nielsen udækket og sparker bolden hårdt og præcist ind i netmaskerne til 0-1.

13' - Stort frispark lige uden for feltet begået mod Bajram. Bolden sparkes ind bagerst i feltet - afslutningen får Næstved lige akkurat reddet på stregen.

18' - Bajram sender Anders Nielsen afsted med en friløber - "Nille" misbruger dog alene med målmand - han afslutter lige på målmanden.

21 - Dommeren fløjter og peger på straffesparkspletten. Et indlæg rammer, efter dommerens vurdering, Mikkel Thygesen på hånden - Illum sparker svagt og Frederik Schram snupper den.

23' - Stefan bliver hevet og flået i trøjen af flere omgange - til sidst fløjter dommeren for frispark - De fleste spillere løber hen og stiller sig op over for hindanden og det ender med at Perch skubber Stefan så hårdt, så han vælter omkuld - det burde give direkte rødt kort. Dommeren har åbenbart ikke mod til at træffe den rigtige beslutning og efter samtlale med 4. dommer og linjedommer begår han en grum fejl. Det røde kort blev i lommen og i stedet vælger han at give gule kort til Thygesen og Perch. Det var godt nok en besynderlig beslutning.

PAUSE

58' - Bolden rammer Illum i skridtet og sender ham i gulvet - FCR fører bolden videre frem  - flotte kombinationer - tæt på at komme helt fri, men bliver tacklet i sidste sekund. Flot opspil.

63' - Der er dømt direkte frispark, lige uden for straffesparksfeltet - forseelsen så godt nok ud til at være sker i feltet. Bajram sender bolden direkte på stolpen.

72' - Friløber i dybden til Bajram - han afslutter selv, målmanden hiver en fin fodparade op og afværger udligningen.

92' - Bolden afvises af Næstvedforsvaret og lander på foden af Mikkel Thygesen, der med et brag "first timer" fra distancen - flot holdt nede. Dog napper målmanden den. 

93' - Næstved lukker kampen med 0-2 scoring. FCR har gennem noget tid presset på og kastet alt frem - og så skete det, der ofte sker, når man ikke fokuserer på defensiven - holdet er i ubalance og modstanderne scorer på et kontraangreb. Igen er Perch målscorer, da han tørt hakker bolden i kassen uden chance for Schram. Ærgerligt og ufortjent.

FC Roskilde - Næstved 0-2 (0-1)

Søndag, den 21. august 2016, kl. 13.45

Roskilde Idrætspark

Tilskuere: 1276

Dommer: Jonas Hansen

Linjedommere: Troels Nøhr Jespersen & Søren Lehmann

4. dommer: Sebastian Friis Aagerup

 

Startopstilling:

Frederik Schram

Anders Nielsen

Stefan Hansen (anfører)

Anders Qvist

Simon Richter

Mikkel Thygesen

Jesper Bech

Mikkel Nøhr Christensen

Martin Andersen

Jesper Blicher

Bajram Fetai

 

Kampforløb:

11' 0-1 Tobias Perch-Nielsen (Næstved)
23' Advarsel Mikkel Thygesen (FCR)
23' Advarsel Tobias Pech-Nielsen (Næstved)
68' Advarsel Jesper Christiansen (Næstved)
74' Advarsel Morten Nielsen (FCR)
88' Advarsel Sammy Adjei (Næstved)
93' 0-2 Tobias Perch-Nielsen (Næstved)

 

Ind- og udskiftninger:

Min Ud Ind
54' Jesper Blicher Morten Nielsen
72' Martin Andersen Bo Storm
87' Anders Nielsen Oscar Buch

 

Ikke benyttede spillere:

Kasper Tvede

Nicklas Halse

Valon Ljuti

Mark Leth Pedersen