Superduo is back

Det er ikke kun på banen, at FC Roskilde opruster sig til den kommende deltagelse i landets næstbedste fodboldrække, Nordicbetligaen.

Det er lige så vigtigt, at alle omkring holdet også er dedikerede folk, der kan deres kram. Vi er på træner- og stabssiden godt rustet, og nu er vi det også på ”behandlersiden”. Med 33 kampe forude og modstandere af en helt anden kaliber end dem, vi mødte i 2. division, er det nødvendigt at have et professionelt team af behandlere.

Derfor er det utrolig glædeligt, at det er lykkedes at hente fysioterapeut Kim Rasmussen og massør Lars Larsen tilbage fra HB Køge. Et lidt andet set up end det, vi havde sidst de to var i Roskilde har gjort, at de begge synes, det kunne være sjovt at vende tilbage og være med, når det går løs mod hold som AGF, Horsens og Vejle for blot at nævne nogle af de modstandere, vi skal i kamp mod i den kommende sæson.

Det nye team kommer til at være der dobbelt så meget og både før og efter træningen. Derudover har vi gået efter at få en behandler med egen klinik, som vi kan trække på, og samtidig har forbindelse til en privat klinik, hvor man kan operere, scanne mv., og da det er tilfældet med vores nye fysioterapeut, så er det hele gået op i en højere enhed. Læg dertil, at Kim og Lars er fagligt rigtig dygtige, kender klubben og de fleste af spillerne fra tidligere og er gode til at snakke med dem.

Hertil kommer, at det også vil være Kim og Lars, der kommer til at stå for den fysiske træning, samt kostvejledning med mere. Alt i alt endnu et kup i bestræbelserne på en god sæson. Det er ikke for meget sagt, når jeg påstår, at superduoen er tilbage.

- Bo Tue Knudsen, direktør

Kim "Fys" Rasmussen

Lars Larsen