Stenderup tre år mere i FC Roskilde

23. november 2017

FC Roskilde har forlænget kontrakten med endnu en forsvarsspiller af høj klasse. Daniel Stenderup har forlænget kontrakten med FC Roskilde med tre år.

En tilfreds cheftræner, Rasmus Monnerup, udtaler: "Det er virkelig et stærkt signal at ”Stender” har valgt at forlænge sin kontrakt i FCR. Det vidner om at vi i den grad er på rette vej, at vi kan holde på en profil som Stenderup. Stenderup er blevet bedre og bedre, siden han kom til fra Esbjerg, og jeg forventer og regner med at han fortsætter den udvikling. Han har nogle åbenlyse kompetencer i sit forsvarsspil, ligesom han er stærk på bolden, hvilket passer perfekt ind i vores strategi."

Daniel Stenderup selv har følgende kommentar til forlængelsen; "Jeg er utrolig glad for at få lov til at være en del af den her klub i mange år. Jeg ser frem til og kunne hjælpe holdet og klubben - både på banen men også menneskeligt på den rejse som forhåbentlig en dag skal hedde superliga. Jeg er rigtig glad for at være her, og det betyder meget for mig at klubben viser mig tillid med den nye aftale."

Daniel Stenderup skriver her under på en kontraktforlængelsen med FC Roskilde.

Sportschef i FC Roskilde, Anders Theil, er også rigtig glad for at "Stender" er at finde i FCR-trøjen de næste tre år: "Det med stor glæde vi kan sige, at "Stender" er en del af vores trup de næste tre år. Han er kommet overbevisende tilbage efter sin skade og vil være et stærkt kort i forhold til de mål vi har."

Daniel Stenderup her fra kampen mod HB Køge - som altid er han fokuseret og påpasselig i sine aktioner. Han er en markeringspiller af høj klasse og han tilfører FC Roskilde stor værdi - både på og udenfor banen. Han har en professionel indstilling til livet som fodboldspiller, og han er altid positiv og smilende, og er bare på alle måder en rigtig god fyr.

Alle i FC Roskilde glæder sig til tre år mere med Stenderup i FCR-trøjen!