Sæsonen 2018/2019 i tilbageblik

Af: Alfred Winther Groth

Da dommer Jesper Nielsen lørdag eftermiddag klokken 15:38 fløjtede opgøret på Capelli Sports Stadion af mellem HB Køge og FC Roskilde, var det ikke blot afslutningen på et lokalopgør fordelt på 90+ minutter. Det var afslutningen på en sæson, der har været alt andet end ordinær.

Forberedelserne til sæsonen startede allerede i sommerpausen, hvor nye navne som Nicolai Jessen, Philip Rejnhold, Nicolai Vallys og Kyle McLagan kom til. Samtidig blev holdet yderligere flankeret af nye kontrakter til unge Andreas Hermansen og Younes Bakiz, mens Morten Nielsen også blev udstyret med en ny kontrakt.

Vi lagde fra land med et brag af en kamp mod netop HB Køge på det nu afsatte stadion i Herfølge. Det gjorde vi den 29. juli med et udebanenederlag på 2-5 til trods for en god og lovende opstart. Herefter blev det til en decideret mareridtsstart på sæsonen. En historisk dårlig start med kun tre point efter syv kampe betød, at samarbejdet med Rasmus Monnerup blev stoppet i starten af september.

Læs også: FC Roskilde stopper samarbejdet med Rasmus Monnerup.

Herefter tog Anders Theil over for en kort stund, inden den tidligere Superliga- og Helsingør-træner Christian Lønstrup tog over. Mediebevågenhed steg noget. Da den mangeårige Superliga-assistenttræner John Bredal blev smidt ind i cocktailen, blev den yderst sprængfarlig.

#LønstrupEffekten

Herefter ventede en fortsat noget svingende periode, hvor de to herrer skulle lære spillerne at kende. Dog fik Lønstrup og Bredal i deres første hjemmebanekamp en flot sejr på 3-0 over Hvidovre.

Efter en måneds tid begyndte man så småt at kunne se de spillemæssige forbedringer. Spillerne troede mere og mere på sig selv og hinanden – og med det kom succesen. Altså næsten. I midten af oktober blev det til uafgjorte kampe mod Næstved og Nykøbing inden turen gik til Thisted.

Og hvilken tur! I første halvleg var Ørnene med afstand det bedste hold. Allerede efter de første 40 minutter begyndte hjemmepublikummet at virke tydeligt opgivende og enkelte gik tilmed hjem. Men lykken vendte kort inden pausefløjtet, da vi blev noget så slemt ramt af en udvisning. Det gav pludseligt Thisted FC blod på tanden – og dermed endte det med en lang køretur hjem, hvor nederlaget blev vendt.

Læs også: Dødbolde blev døden i Thisted.

Ciao Bello

Men drengene havde vist, at de sagtens kunne spille bold. Og troen på sig selv var genoprettet. I den efterfølgende kamp blev Viborg FF slået med 3-1, HB Køge med 4-1, Helsingør med 2-1 og det hele kulminerede, da FC Fredericia blev udraderet i egen hule med hele 7-1.

I efterårets sidste hjemmebanekamp mod FC Helsingør blev Anders Qvist hyldet, som stoppede i klubben ved årsskiftet. Efter en lang årrække og mange store aktioner i trøjen, var det på tide at sige farvel til en af de helt store profiler.

Kort inden julepausen fik drengene dog fødderne ned på jorden igen, da efterårets sidste kamp endte med et nederlag til Lyngby Boldklub, der på hjemmebane slog Ørnene med 4-0.

Over julen blev der desuden sagt farvel til en håndfuld spillere i den amerikanske venstreback Jared Rice, midtbanespilleren Maksym Fittel og målmanden Jannich Storch, der alle af forskellige grunde søgte nye vinde.

Vinterens træningskampe blev en blandet landhandel, men alle med relativt positive fortegn.

I midten af februar måned gik turen så til tyrkiske himmelstrøg, hvor en træningslejr ventede. Her blev to nye spillere præsenteret i Marc Bredal og Casper Neerborg, der begge kan indgå i de bagerste geledder.

Ny ejer

Efter returen til det danske ventede en kaotisk periode. Forårets første kamp blev et nederlag til Silkeborg IF efter, at Emil Nielsen havde braget os i front med en stærk kandidat til årets mål. Mindre end en uge senere blev det offentliggjort at Carsten Salomonsson havde købt Bo Thue Knudsens andel af FC Roskilde. Herefter fulgte et par ekstremt hektiske uger, der kulminerede med, at klubben fredag den 29. marts blev reddet ved økonomisk støtte fra en række lokale erhvervsfolk og privatpersoner.

Læs også: FC Roskilde får ny aktionær

Så langt så godt! I mellemtiden slog vi Thisted 2-1 på ”hjemmebane” i Gentofte, da Ørnereden ikke var fuldt spildygtig. Derudover blev Jeppe Illum hentet ind – først blot for at holde formen ved lige. Men kort inden kampstart i hjemmebaneopgøret mod Silkeborg IF, blev det offentliggjort, at Illum var blevet spilleberettiget for Ørnene.

En vild sejr blev den efterfølgende runde hentet i Nykøbing, der led deres største hjemmebanenederlag nogensinde til et velspillet hold fra Roskilde.

Roskilde For Alle

Efter sejren på Falster blev der sat yderligere fokus på at skabe en fremragende kulisse i Ørnereden. Ved hjælp af vores gode sponsornetværk blev der indkøbt en hoppeborg samt opstillet minifodboldbane og popcornmaskine.

Læs mere om de nye stadionoplevelser her

Den 14. maj ramte noget af en bombe så hele klubben og byen, da manager Christian Lønstrup blev suspenderet. Suspenderingen kom på  baggrund af informationer, der havde været fremme i pressen om en matchfixing-sag. Det resulterede i, at Peter Foldgast blev udnævnt som midlertidig cheftræner.

I sin første kamp ved roret hentede Foldgast en flot, flot 3-2-hjemmebanesejr over FC Fredericia, hvor Emil Nielsen bankede bolden i kassen alle tre gange. Og tilmed samme dag, som han havde modtaget priserne som henholdsvis Årets Profil i 1. Divisionen og Årets Spiller i FC Roskilde.
Da FC Helsingør samtidig satte point til i deres opgør betød det, at overlevelsen blev sikret. Det blev fejret med bravour.

Og så kom vi tilbage til opgøret i lørdags mod HB Køge. Dermed sluttede sæsonen nemlig og endnu et hæsblæsende år i FC Roskildes historie kan skrives i bogen. 

Læs også: Emål sikrer overlevelse med hattrick.