Spørgelysten var stor til Q & A

I går aftest dannede VIP-loungen i Roskilde Idrætspark rammen om den 2. udgave af den årlige Q & A, hvor fans og presse havde mulighed for at udspørge panelet, der bestod af anfører Stefan Hansen, formand for fanklubben, Steen Koustrup Christensen, bestyrelsesformand, Bo Tue Knudsen, manager Anders Theil og sikkerhedschef, Allan Hallin.

Der var både spørgsmål fra de fremmødte og via fanklubbens Facebook, som blev læst op.

Nu er dette ikke et referat, men der var et utal af interessante spørgsmål om en masse forskellige emner - både stort og småt.I flæng kan nævnes:

"Hvordan er stemningen i truppen?"

"Har vi gået efter spillere i vinduet, som vi ikke har fået?"

"Er top 5  ikke for uambitiøst?"

"Hvem er fanklubbens favorit?"

"Betyder de mange nye sponsoraftaler, at FCR opruster til en oprykning til Superligaen?"

"Hvad er status på det nye stadion?", "kan man købe en p-plads til hjemmekampene?", "rives nuværende bygninger ned?" og "hvor spiller man kampene, imens det nye stadion bliver bygget?"

"Nye tiltag fra fanklubben til foråret?"

På spørgsmålet til Stefan Hansen om, hvem der er den største skyldner i holdets bødekasse, var svaret Emil Nielsen :-) Stefan kunne også oplyse, at ny bødekasseformand er Mikkel Thygesen, der vil styre den både hårdt og uretfærdigt...

Anders Theil fik spørgsmål om hvordan han ser opstarten til efterårssæsonen. Det blev et længere svar, hvor Theil blandt andet gennemgik ændringerne i spillertruppen, fortalte om træningslejren i Spanien, at der venter 14 spændende turneringskampe og at vi også går efter at gå så langt i DBU Pokalen som muligt. Målsætningen er uændret en top 5-placering, men hvis de gode resultater fortsætter, og chancen byder sig, vil vi gå efter oprykningen. Træningsmiljøet er super godt, stemningen i truppen er rigtig fin og der bygges hele tiden på - fx. er fys Morten Walldo er kommet på fuldtid.

På spørgsmålet om hvilke spillere, der umiddelbart er det største salgsobjekt, vurderer Theil at det formentlig er Mikkel Nøhr Christensen - men både Frederik Schram, der har fået debut på Islands A-landshold, og Emil Nielsen kunne også blive aktuelle.

Bo Tue Knudsen fortalte om de mange fordele ved det spændende stadion-projektet, hvor man nu afventer tilbagemelding fra kommunen, inden næste skridt kan tages. Det er en længere proces, der venter forude, og han forventer ikke det hele færdigt før omkring årsskiftet til 2020. Men der kommer flere informationer løbende, efterhånden som tingene forhåbentlig falder på plads.

Kaptajn Stefan Hansen kunne også fortælle, at den kamp, han nok glæder sig mest til, er en eventuel play-off kamp om oprykning til Superligaen.

Det blev spurgt og svaret i mere end en time og alle fik svar på deres spørgsmål.

Mon ikke Q & A gentages næste år, så hvis du har spørgsmål, eller bare ønsker at høre de mange gode svar, skal du være velkommen.