Solid indsats i testsejr over Holbæk

Det var vidunderligt vejr i dag i Roskilde Idrætspark, da FC Roskilde spillede næstsidste testkamp inden 2. division sparkes igang, lørdag den 13. marts hjemme mod FA2000.

Ærgerligt, at kampen skulle avikles uden tilskuere, men det er jo desværre vilkårene for tiden med de gældende Coronarestriktioner.

Kampen blev til gengæld livestreamet på FC Roskildes facebook side.

I den første halve time af kampen, var FC Roskildes spil ikke kønt, og boldene blev mere eller mindre hver gang sparket væk uden nogen rigtig modtageradresse. Det skal dog siges, at Holbæk fra start kom med hurtigt spil og et højt pres. Men selv om gæsterne sad på kampen, producerede de ikke de helt store chancer.

FC Roskilde kom mere og mere ind i kampen og overtog langsomt taktstokken.

Der var spillet 40 minutter af kampen, da gæsterne begår frispark lidt uden for feltet. Jannik Skov Hansen viste en af sine kvaliteter og bankede bolden lige rundt om yderste mand i buren og i netmaskerne via stolpen. Super fin sparketeknik.

FC Roskilde fortsatte i 2. halvleg, hvor de slap inden pausen, og sad på spillet.

Og 2. halvleg var ikke ret gammel, da Andreas Maarup opsnappede en bold, hvor tidligere FCR-målmand, Mikkel Quist, blev presset til at lave et fejludspark. Maarup tordnede bolden på stolpen - men desværre på ydersiden, så heldet var ikke med Maarup i denne situation.

Kampen afgøres et lille kvarter efter pausen. Philip Rasmussen og Monday "spiller bande" - Monday går hurtigt mod baglinjen og sender en cut back-aflevering retur til Philip Ramussen, der sikkert sender bolden i kassen til 2-0.

Det blev i dag en solid indsats, en fortjent sejr, og en klar forbedring hele vejen rundt i forhold til sidste weekends nederlag til AB Tårnby.

Start 11'er:

Frederik Vang, Mehmet Coskun, Andreas Hermansen (anfører), Victor Guldbrandsen, Oliver Juul, Casper Neerborg, Philip Rasmussen, Sebastian Elvang, Andreas Maarup, Jannik Skov, Monday Etim.

Bænk:

Conrad Kromann, Mattheo Cliford, Henrik Ravensbeck, Oliver Lauritsen, Marc Nybye, Jakob Skovgaard, Casper Grening, Magnus Krogh, Magnus Bondehøj (prøvespiller).

Philip Rasmussen og Jannik Skov Hansen stod for dagens mål i 2-0 sejren over Holbæk.