Smed sejren i overtiden

FC Roskildes trænerteam havde - ganske som varslet - rystet posen til dagens lokalderby mod HB Køge, og der var flere ændringer i startopstillingen i forhold til de seneste kampe.

Det var klart, at de offensive ændringer - hvor godt kæmpende Morten Nielsen og Emil Nielsen lagde et truende tryk på HB Køges forsvar fra starten af kampen - satte deres solide aftryk på kampen - specielt i 1. halvleg. Men det var også indlysende, at hele holdet var klar fra start - indstillingen var dér, hvor den skulle være. Det var en fornøjelse af se.

FC Roskilde dominerede i 1. halvleg og kunne fortjent gå til pausen med en 1-0 føring. HB Køge havde en fin afslutning i det 10. minut, der "knækkede" fælt, som Schram tog sig fint af - og i det 24. minut havde de en afslutning på overliggeren. Men ellers stod der FC Roskilde på det meste.

I det 25. minut bringer FC Roskilde sig foran. Et af de karakteristiske lange indkast fra Mikkel Nøhr bliver snittet videre af HB Køges Daniel Arrocha og snyder målmand Andreas Hansen, så bolden sejlede ind i mål.

2. halvleg fortsatte i samme spor med FC Roskilde, der viste tænder offensivt, samtidig med, at der blev arbejder sten hårdt fra alle mand - alle steder på banen. Kampen ændrer dog karakter, da FC Roskilde-kaptajn, Stefan Hansen, bliver præsenteret for sit andet gule kort - og dermed en tur ned i badet. Med ti mand blev det til jagten efter bolden, som HB Køge nu spillede hjurtigt rundt - for nu havde de pladsen til det og FC Roskilde begyndte efterhånden at blive trætte. Men alligevel var der gode tilbud til endnu en scoring. En af de store kom, da Valon frækt brød igennem og var alene med målmanden, der dog klarede afslutningen med en fodparade.

Dommeren havde fundet seks minutters tillægstid og den var kun ét minut gammel, da det gik galt. En aflevering blev sendt ind i feltet, fra HB Køges højre side, og den smuttede hele vejen igennem og landede ved bagerste stolpe, hvor indskiftede Lazarevic dukkede frem og sendte bolden i netmaskerne.

Hvor var det dog ærgerligt, at FC Roskilde ikke lige havde det sidste held i dag. Når alt kommer til alt var en pointdeling måske ikke et uretfærdigt resultat - selv om "De lyseblå" havde flere muligheder for at lukke kampen - for HB Køge belejrede FC Roskilde den sidste del af kampen. Men øv, hvor trængte vi dog bare sådan til at have lidt held i sprøjten og få alle tre point.

Når man ser på gutternes indsats i dag - set over hele kampen - står man med en god fornemmelse i maven, trods den ærgerlige udligning i overtiden. For der var knald på offensivt - de to gange Nielsen (Emil og Morten) ved begge hvor målet står - og kan holdet fortsætte den positive stil og vise samme fightervilje de kommende kampe, ser det ganske fornuftigt ud og så skal "bøtten nok vende". Det kunne den jo passende gøre næste søndag, hvor modstanderen hedder AB.

FC Roskilde spillede mere end en halv time med en mand i undertal - og der blev kæmpet med næb og klør, så flere spillere måtte ned og bide i græsset med krampe (her ligger både Valon Ljuti og Morten Nielsen). Hvor var det dejligt at se, at der blev investeret alt i nærkampene.

FC Roskilde - HB Køge 1-1 (1-0)

Mandag, den 29. august 2016, kl. 19.00

Roskilde Idrætspark

Tilskuere: 1048

Dommer: Kasper Madsen

Linjedommere: Troels Nøhr Jespersen & Darko Haramija

4. dommer: Benjamin Leander

 

Startopstilling:

Frederik Schram

Anders Nielsen

Stefan Hansen (anfører)

Anders Qvist

Simon Richter

Nicklas Halse

Valon Ljuti

Mikkel Thygesen

Mikkel Nøhr Christensen

Emil Nielsen

Morten Nielsen

 

Kampforløb:

23' Advarsel Stefan Hansen (FCR)
25' 1-0 Daniel Arrocha (HBK), selvmål
32' Advarsel Morten Nielsen (FCR)
49' Advarsel Nicklas Halse (FCR)
57' Advarsel/udvisning Stefan Hansen (FCR)
91' 1-1 Aleksander Lazarevic (HBK)
95' Advarsel Anders Nielsen (FCR)
95' Advarsel Mark Gundelach (HBK)

 

Ind- og udskiftninger:

Min Ud Ind
59' Mikkel Nøhr Christensen Daniel Segev Jørgensen
73' Nicklas Halse Jesper Blicher
73' Emil Nielsen Mark Leth Petersen

 

Ikke benyttede spillere:

Kasper Tvede

Kristian Geertsen

Bajram Fetai

Bo Storm