Skive og FCR delte i porten

Fredag aften var Roskildes fodboldhelte draget til Skive for at spille sæsonen 9. kamp i Bet25 Ligaen.

Skive er altid svære at møde, specielt på deres eget græs, og det viste sig igen at være tilfældet. FC Roskilde skulle gerne have point med hjem, så man kunne holde fast i midterplaceringen. "De lyseblå" havde jo i turneringen senest slået Lyngby, så der var tanket selvtillid.

Anders Theil havde valgt følgende spillere til start 11'eren: Thomas Villadsen, Simon Richter, Stefan Hansen, Nikolaj Hansen (anfører), Anders "Nille" Nielsen, Jan Kristiansen, Mikkel Thygesen, Jesper Bech, Bajram Fetai, Lars Brøgger Hansen, Martin Andersen.

Bænk:
Frederik Vang, Anders Møller Christensen, Jasin Khayat, Andreas Lissau, Valon Ljuti, Mark Leth Pedersen.

Begge mål blev scoret i 1. halvleg - Jesper Henriksen bragte Skive foran med 1-0, til stor glæde blandt de fleste af de 630 tilskuere, allerede efter 10 minutters spil. Lars Brøgger Hansen satte det udlignende mål ind for FC Roskilde efter 21 minutters spil. Der blev ikke scoret mere i kampen og FC Roskilde kunne rejse retur til Sjælland med det ene point i tasken.

Efter kampen fik Simon Richter desværre det røde kort for utilbørlig optræden - det kunne vi godt have være foruden.

Tre point havde naturligvis været dejligt, men så længe vi hele tiden samler point sammen, er vi på rette vej. Det ville jo være fantastisk, hvis vi kunne holde fast i en placering i den øverste halvdel.

Næste kamp er på onsdag, når den udsatte pokalkamp mod Jægersborg skal "genoptages". Her spilles 2. halvleg og stillingen er 1-2 til FC Roskilde.