Skæbnesvangert nederlag i Ørnereden

12. maj 2019

Af: Alfred Winther Groth

Med høj solskin, næsten godt med tilskuere på stadion og gode vinde blæsende over Rådmandshaven, var der lagt i kakkelovnen til et brag af en kamp søndag eftermiddag, da Lyngby kom på besøg.

Selvom Lyngby kom bedst ud af starthullerne, så var det med afstand FC Roskilde, der sad på det mest af spillet. Selv den neutrale tilskuere havde nok ikke undret sig over det, hvis Ørnene var løbet med alle point. Men sådan skulle det ikke gå.

For selvom Nicolai Jessen på et fremragende mål bragte os foran 1-0 i slutminutterne af første halvleg, så blev det gæsterne, der løb med alle tre point efter ærgerlige afsluttende ti minutter. To mål fik de scoret – og i dag gav det tre point.

Til vores held faldt alle de andre resultater i rækken også ud, som vi kunne ønske det. Og det betyder, at vi fortsat selv kan afgøre vores skæbne. Det starter allerede på søndag, hvor FC Fredericia kommer på besøg!

Højdepunkter:

17’ Efter hvad der først lignede et frispark til Anders Nielsen kommer Lyngbys Gytkjær helt til mållinjen, hvor han slår et højt indlæg mod bagerste stolpe. Her stiger König til vejrs og hopper også højere end Patrick Da Silva. Men Königs forsøg mod mål bliver på en eller anden måde headet bagud.

19’ Nicolai Vallys sender dagens første store FC Roskilde-chance afsted, da han fornemt afslutter et klasse indlæg fra Nicolai Jessen. Næsten uopdækket kan han ved bagerste stolpe heade på mål. Han tinger Lyngbys målmand ud i en fantomredning. Men reddet på stregen bliver forsøget.

33’ Med sit karakteristiske lette antrit og vævre bevægelser trækker Patrick Da Silva ind i banen fra højre side. Gæsternes forsvar falder på hælene og der er god plads til at fyre et skud afsted. Men selvom positionen er gunstig, får Silva ikke nok luft under bolden. Den er dog ved at volde Lyngbys Thomas Mikkelsen problemer i målet.

36’ Igen bliver Silva omdrejningspunktet for det offensive output, da han labert sætter Younes Bakiz op. Han vælter dog i skudøjeblikket og må se bolden gå ud over mållinjen.

37’ Hvad der lignede en stor forsvarsfejl af Lyngbys Markus Backmann i bagkæden udnytter Nicolai Jessen resolut, da han styrter frem, erobrer bolden og HAMRER den ind i højre side af målet. Aldeles fremragende og intelligent mål af Geparden fra Rødby, der netter for første gang siden mastodont i november over Fredericia. Og det tilmed i sin første plads i startopstillingen siden efterårets sidste kamp. I netop Lyngby. Skæbnens ironi?

48’ Anden halvleg er knapt startet før Nicolai Jessen modtager en gylden aflevering fra Nicolai Vallys ved bagerste stolpe. I første omgang forsøger han sig med det kolde højreben, men selvom det virkede sådan i første halvleg, så er han ikke Kong Leonidas i dag. Mindre end to meter fra mål får han på en eller anden måde prikket den forbi målet.

58’ Lyngbys mange offensive kræfter kommer godt i spil, da skiftevis Adnan Mohammad og Lasse Fosgaard finder hinanden. Det resulterer i, at sidstnævnte fra omkring straffesparkspletten hamrer på mål, men SuperSchram er over bolden som en høg og redder på flotteste maner forsøget.  

74’ Fra højrebacken sender Patrick Da Silva en lang, svævende aflevering il Nicolai Vallys, der alene med sin nærmeste stopper løber fremad. Han fornemmer, at Lyngbys keeper Thomas Mikkelsen er en anelse for langt ude og forsøger sig fra en lidt skæv vinkel. Den volder målmanden nogle problemer, men til sidst ender den sikkert i hænderne hos Lyngbys Mikkelsen.

80’ På venstre side af vores forsvar får Lyngbys Adnan Mohammad et ganske kort øjeblik en smule for meget plads – og det udnytter han kynisk til at sende et fladt indlæg ind tæt ved mål. Her kaster gæsternes Frederik Gytkjær sig ned i en glidende tackling og får med en tålængde sendt bolden ind under Schram, der ellers gjorde sig klar til et højt skud.

83’ Igen bliver der meget plads på venstre side af vores forsvarskæde. Mohammad er igen ophavsmand bag en mulighed, der sætter Kevin Tshiembe flot op. Han header på mål, men Schram er klar og får akkurat pillet bolden over i en flot, flot redning.

87’ På et fint frispark fra midterlinjen af Anders ”Nille” Nielsen får en anden Nielsen – nemlig Morten Nielsen – en god mulighed, da han med en flot brysttæmning tager bolden til sig. Fra en meters penge inde i straffesparksfeltet sparker han mod mål. Og længe ser den ud til, at have ret kurs. Men bolden sniger sig akkurat et par centimeter forbi stolpen.

89’ En god omstilling bliver sat i værks, da Morten Nielsen modtager en god aflevering fra Jeppe Illum. Han holder tålmodigt på bolden, sætter ”Nille” op i et overlap og han sender et indlæg ind til Patrick Da Silva, der er få centimeter fra at gøre det onde ved gæsterne.

90’ Det onde fik Danni König så gjort ved os, da han mindre end 30 sekunder efter Silvas chancer header en returbold efter en god redning af Schram i kassen. 

Kampfakta


FC Roskilde 1 – 2 Lyngby Boldklub

Roskilde Idrætspark

Tilskuere: 1232

NordicBet LIGA

Dommer: Chris Johansen

Linjedommere: Ibrahim Dhaflaoui & Ulrik Gøtze

Fjerdedommer: Jonas Hansen

 

Startopstilling:

Frederik Schram

Daniel Stenderup

Kyle McLagan

Nicklas Halse

Patrick Da Silva

Andreas Bruus

Nicolai Vallys

Mikkel Thygesen

Younes Bakiz

Jeppe Illum

Anders Nielsen

 

Kampforløb

37’                       1-0                       Nicolai Jessen

80’                       1-1                       Frederik Gytkjær

90’                       1-2                       Danni König

90+3’                  Advarsel           Emil Nielsen

 

Ind- og udskiftninger:

Min                     Ud                       Ind

62                        Younes Bakiz   Stefan Hansen

67                        Nicolai Jessen Jeppe Illum

77                        Nicolai Vallys   Morten Nielsen

 

Ikke benyttede spillere

Marc Bredal

Emil Nielsen

Mathias Kisum

Frederik Vang