Sikker sejr over ukrainere i testkamp

22. februar 2019

Af: Alfred Winther Groth

På en flot græsbane spillede drengene den første kamp på tyrkisk grund, da ukrainske Rukh Vynnyky fredag eftermiddag bød op til dans. Med alle spillere i truppen mere eller mindre klar til kamp, havde glæden været tydelig og udfordringer anseelige, da trænerteamet skulle udvælge de elleve startere.

Men da først kampen var fløjtet i gang, var der ingen tvivl om, at alle var glade for at være ude på banen. Efter en heftig og hæsblæsende første halvleg faldt der mere ro på efter pausen. Det betød blandt andet, at der ikke kom nogle scoringer i de sidste 45 minutter – men til gengæld en håndfuld udskiftninger, der gjorde plads til nogle af de mange stærke navne, der startede på bænken.

Alt i alt var det en fortrinlig sejr, hvor drengene særligt i kampens indledning viste, hvad de var lavet af og ikke lod sig kue af ukrainsk slagkraft.

Højdepunkter:

2’: Efter en god erobring og efterfølgende indlæg fra venstresiden endte bolden hos Morten ”Skrappe” Nielsen, der dog ikke fik afsluttet som ønsket. I stedet faldt returbolden ned for fødderne af Mikkel Thygesen, der resolut huggede til læderet første gang og med et ægte kongemål bragte os foran. 1-0.

8’: Daniel Stenderup tvinger modstandernes målmand ud i en pragtredning, da han med ryggen til mål svang benet tæt på hovedhøjde og med et ”stående saksespark” ikke var langt fra at bringe os yderligere i front.

13’: Da Daniel Stenderup bevægede sig med frem på en offensiv mulighed bliver han klart skubbet i ryggen, og dommeren skulle ikke bruge meget betænkningstid, før han pegede på pletten og fløjter for straffespark. Det eksekverer Emil Nielsen nemt. Hårdt skud i den ene side af målet gør målmanden hjælpeløs. 2-0.

25’: Modstandernes frustration over at være bagud er ikke undseelig, og kom særligt til udtryk, da en spiller stempler ”Skrappe” noget hårdt. Det kostede selvfølgelig en udvisning – uden store protester – og kort efter kom en ny spiller ind, så vi igen kunne spille 11 mod 11. Hvilket selvfølgelig var aftalt inden startfløjt.

38’: Ukrainerne var tæt på at få en stor mulighed, da de slog et fladt, hårdt indlæg indover. Men ingen kom til det, og i stedet blev Andreas Bruus sendt afsted i den anden ende af banen. Her svigtede han ikke og bragte os sikkert foran 3-0.

53’: Kort efter pausen var Andreas Bruus tæt på at blive dobbelt målscorer, da han efter et flot oplæg fra Emil Nielsen skød bolden lige på målmanden fra meget kort afstand.

83’: Modstandernes største chance kom, da en angriber er næsten fri afsted mod en fremadstormende Frederik Schram. Bolden hopper lidt og i stedet for at forsøge at få kuglen under fuld kontrol, så prøver ukraineren sig af med et lob. Det røg over Schram – men også over mål.

Start-11'er: Frederik Schram, Anders Nielsen, Stefan Hansen (anfører), Daniel Stenderup, Patrick Da Silva, Nicklas Halse, Mikkel Thygesen, Nicolai Vallys, Mikkel Nøhr Christensen, Morten Nielsen og Emil Nielsen.

Bænk: Mark Gundelach, Kyle McLagan, Andreas Bruus, Andreas Hermansen, Mathias Kisum, Younes Bakiz, Nicolai Jessen, Robert Larsen, Frederik Vang, Casper Neerborg, Marc Bredal.