Sejrede i god testkamp

FC Roskilde spillede her til aften testkamp mod AB, der netop er rykket op i 1. division, på en knoldet bane. Kampen var aftalt til at bestå af tre halvlege af 30 minutter, så begge hold nemmere kunne prøve spillere, taktik og systemer af.

Kampen blev ganske god og ganske seværdig - for FC Roskildes spillere sprudlede af spilleglæde og lyst til at arbejde hårdt for holdet - både med og uden bold. Kombinationsspillet flød i lange perioder af kampen rigtig fint og alle ville gerne have bolden - så det var en ren fornøjelse at se på.

Ny anfører Stefan Hansen måtte desværre udgå tidligt i kampen, da den ene lægmuskel "spændte op". Det er formentlig ikke alvorligt, men det var klogt ikke at spille videre på det.

De fleste spillere viste fin form og formåede at flytte bolden rundt i højt tempo. Specielt tre spillere udmærkede sig med overordentlige gode præstationer. Valon Ljuti, på den centrale midtbane, viste stærk form, var boldfast og demonstrerede fint overblik både defensivt og offensivt.

De to andre var begge nye folk i FCR-trøjen. Daniel Jørgensen i midterforsvaret var stærk i duellerne og fik ofte ryddet godt op, når det brændte på foran FCR-målet. Jesper Blicher, der huserede ude på kanten, viste flere prøver på sin hurtighed, farlighed og besnærende overrumplende ting, og satte generelt ikke fødderne forkert ret mange gange. Hvis de nævnte tre spillere kan holde samme niveau, når turneringen går i gang - og hvorfor skulle de dog ikke det - er der noget at glæde sig til for FCR-supporterne.

AB startede kampen bedst og havde et par store chancer, som dog alle flot blev håndteret af Frederik Schram i FCR-målet. Langsomt arbejdede FCR sig mere og mere ind i kampen og fik flyttet spillet frem på banen.

FC Roskilde bragte sig foran 0-1 efter 23 minutters spil, da Bajram afdribler et par modstandere og trækker ind i banen fra højre side - han finder et lille hul i det massive forsvar og placerer bolden smukt helt ude ved stolpen uden chance for AB-målmanden.

Kort før den første af de to pause udligner AB. Et indlæg fra AB's højre side lander ved modsatte stolpe - en inderside sendes ind foran mål, hvor den prikkes i mål. Ærgerligt og unødvendigt - og FCR-forsvaret så lidt passivt ud i situationen.

Sejrsmålet blev sat ind halvvejs i den anden af de tre halvlege. Mikkel Nøhr sender et hjørnespark ind i feltet, hvor unge Nicklas Halse kommer højest, imellem venner og fjender, og header bolden i mål.

Alt i alt en super testkamp, hvor alle spillere, der havde meldt sig klar, kom i kamp. Humør og kampgejst var i top, så trænerne, Rasmus Monnerup og Michael Winter, kunne være godt tilfredse med holdets indsats.

Start 11'er: Frederik Schram, Anders Nielsen, Daniel Jørgensen, Stefan Hansen, Simon Richter, Mikkel Thygesen, Valon Ljuti, Bajram Fetai, Martin Andersen, Jesper Blicher og Mikkel Nøhr Christensen.

Bænk. Simon Christoffersen, Nicklas Halse (prøvespiller), Oscar Buch, Meck Nørgaard (prøvespiller), Kasper Tvede, Morten Nielsen og Anders Qvist.