Så gælder det Næstved

31. august 2018

Så er det i morgen lørdag, at FC Roskilde tager en tur til Næstved, for at møde de grønblusede ærkerivaler.

Næstved har efter oprykningen vist stor styrke og har vel som oprykkere haft en godkendt start på sæsonen - seks kampe og otte point fordelt med to sejre, to uafgjorte og to nederlag. Næstved er det eneste hold, der på nuværende tidspunkt har fået skovlen under NordicBet LIGA-topholdet, HB Køge, med en 1-0 sejr i forrige runde. Alene det indgyder respekt.

FC Roskilde har stadig første sejr i ligaen til gode - og den kunne jo passende komme i morgen. Spillet er gradvist blevet bedre for De lyseblå og de seneste to kampe har da også kastet point af sig.

Lad os håbe gutterne får "hul på bylden" i morgen.

Kom og støt dem på ProfaGroupPark (Næstved Stadion):

lørdag, den 1. september 2018, kl. 13:30.

Vel mødt!

Roskilde vs Næstved


Af Bjørn Jensen

Næstved Boldklub er i nyere tid stiftet 1/10 1996 som professionel afdeling af Næstved IF, der igen er en sammenlægning af Næstved IK og Næstved BK fra 5/3 1939. Denne ”gamle” Næstved BK er fra 1904 og en sammenlægning af Næstved Kricket Klub og AIK, Næstved.

Næstved BK kom i 1935/36 med i den daværende ”Mesterskabsserie” (= nutidens Superliga)  -oprykningen kom i øvrigt i stand ved to kvailifikationskampe mod HIK med sejre på 2-1 og 3-1 - men blev sidst med tre point – sejr over KB og uafgjort mod AGF. Sejren over KB havde klubben sikkert hellere set ske i 1980, da en vis ”Baron” (Hans Aabech) med sin skaldede isse udlignede til 1-1 og dermed sikrede endnu et mesterskab til KB (tilskuerrekord med 20.315 !!! – de sidste 10.000 i omkringliggende træer og huse), mens Næstved fortsat må nøjes med to sølv- og fire bronzemedaljer, samt et Inde-DM i 2003.

Næstved IF kom i DM i 1945/46 og har siden været fast inventar i de tre bedste rækker, og kan også sætte en tabt pokalfinale på CV-et – i 1984 til Brøndby (1-3 efter forlænget spilletid og straffespark).

Til sammen har RB/FCR og Næstved mødtes 27 gange på 1.holdplan, mens RB ikke mindre end 18 gange har ”måttet tage til takke” med Næstveds 2.hold. Første møde mellem førsteholdene var i 3.division i 1961 og gav to sejre til RB ude 2-1 – med Jens Olsen som dobbeltmålscorer, mens hjemmekampen blev vundet med 3-1 på to mål af Jens Aage Nielsen samt et af Jens Olsen.

Første FCR-sejr kom i oktober 2011 (1.division) med 2-0 på mål af Jeppe Kjær, og seneste triumf er de to sidste kampe i sæsonen 2016/17 hvor det blev til to gange 2-1 til FCR – hjemme 12.marts på mål af Krist ian Lindborg og Morten Nielsen og godt en måned senere i Næstved på mål af Mikkel Nøhr og Robert Larsen. Herefter var Næstved jo et smut i 2.division men er nu hjemme igen hvor de hører til. Husk: Kampen er lørdag kl.13.30.

Samlet ser statistikken ud som følger:

                      Antal             Vundet          Uafgjort        Tabt               Score

RB                  12                  4                    0                    8                    19-24

RB-NIF 2        18                  9                    4                    5                    45-25

Pokal RB          1                  0                    0                    1                     3-  6

FCR                18                  7                    4                    7                    22-25

I alt                 49                  20                  8                    21                  92-80