Richter tager et halvt år mere i FC Roskilde

Endnu en brik i forsøget på at skabe et slagkraftigt Roskildemandskab er faldet på plads. Klubben og Simon Richter er blevet enig om at fortsætte samarbejdet, foreløbig frem til sommer.

Jeg har været rigtig glad for at være i FC Roskilde, siger Simon Richter, som vil gøre sit til, at bundplaceringen bliver skiftet ud med ”overlevelse”. Et af mine krav var, at jeg kunne få fodbolden til at passe med mit civile arbejde, og det kan det med den aftale, jeg nu har fået med klubben.

I FC Roskilde er man godt tilfreds med, at det lykkedes at få en aftale i stand med højre backen.

Anders Theil siger: Simon er en spiller, der i min optik kan bruges på flere pladser. Vi har mest brugt ham på back pladsen indtil nu, men nu hor vi har fået Anders Nielsen tilbage fra HB Køge, så kan jeg godt se Richter gøre lige så stor gavn et stykke længere fremme på banen.