“På besøg” i erhvervsnetværket

27. april 2020

Vi fortsætter vores rundspørge i erhvervsnetværket, for at høre, hvordan nogle af vores sponsorere er påvirket af Covid-19 og hvad de savner ved netværker i FC Roskilde.

Det er nu blevet tid til at besøge CK Udlejning:

FC Roskilde:
Hvad har coronakrisen konkret haft af indvirkning for jer?

Casper, CK Udlejning:
Coronakrisen har påvirket CK Udlejning negativt. Omsætningen er faldet drastisk over den seneste tid, med over 95%. Alle vores planlagte jobs/events er aflyste eller udskudt på ubestemt tid.

FC Roskilde:
Hvilke tiltag gøres i jeres virksomhed for at komme bedst muligt ud på den anden siden?

Casper, CK Udlejning:
Vi har siden krisens start søgt arbejde i nærliggende brancher, for at få noget omsætning. Vi har ydermere benyttet os af statens hjælpepakke til alle selvstændige med relevant tab af omsætning.

FC Roskilde:
I hvilket omfang kan konsekvenserne mærkes i den hverdag I bevæger jer i lige nu?

Casper, CK Udlejning:
Konsekvenserne er fatale for firmaer på vores størrelse, og derfor kan det tydeligt mærkes i vores hverdag. Det er ikke alle, det har været muligt, at skaffe arbejde til - det har været hårdt at sende folk skuffede hjem uden løn, men dette er desværre en nødvendighed for mange, ikke kun hos os.

FC Roskilde:
Har krisen omvendt åbnet nogle muligheder for jer som virksomhed, som I også kan gøre brug af i fremtiden?

Casper, CK Udlejning:
Som tidligere nævnt, har vi søgt arbejde i nærliggende brancher, hvor vi har haft heldet med os, og heldigvis fået noget at lave inden for ​entreprenørbranchen. Netværket har haft en god indflydelse på idéudviklingen samt arbejdsmuligheder, som altid er lig med mere omsætning. Så på den måde savner jeg det vi har på kryds og tværs i netværket og det vi giver hinanden.