Overlevelse!

19. maj 2018

Efter 2-1-nederlaget mod Brabrand på udebane, er der nu kun en ting, der tæller: Overlevelse i 1. division.

Det er scenariet søndag eftermiddag i Reden. Ingen tvivl om at denne sæson har været en kæmpe skuffelse, men lige nu handler det ene og alene om at vi skal sikre endnu en sæson i landets næstbedste række. Derfor håber jeg også indtrængende at publikum vil give drengene ekstra støtte, så vi sammen kan redde os. Nu skal vi for alvor stå sammen, og vise, hvad vi er lavet af. Hvis vi skal overleve kræver det minimum et point på søndag, så sagen er helt klar: Vi skal give alt hvad vi har!

Søndagens modstander fra Fremad Amager har haft en godkendt sæson, og tager i dag afsked med deres træner, John Faxe Jensen. Med en ny ejerkreds bliver det spændende at se, hvad der kommer til at ske ude på Amager efter sommerferien. De har en stærk trup med velkendte navne som Mike Mortensen, Sebastian Andersen, Morten Nordstrand, Mads Gabel og Martin Jensen.

Fremad Amagers festlige fans plejer altid at skabe en farverig kulisse, men jeg er sikker på at vores fans vil byde dem op til dans efter den traditionsrige fanmarch.

Vi glæder os til at byde Fremad Amagers trænere, ledere, fans og spillere velkommen i Reden søndag eftermiddag.

Der skal også lyde et velkommen til dommerne samt til vores trofaste fans – rigtig god kamp!

/Cheftræner Rasmus Monnerup

Der er målsparkskonkurrence på stadion sponseret af Faxe Kondi. 1. præmien er et gavekort på kr. 1.000,- til Café Korn og 1 kasse Faxe Kondi til 2. og 3. pladsen.

Dagens kampsponsor: Faxe Kondi

Dagens sejrsponsorer: BAUHAUS og Skjoldby & Co.