Oscar Buch tæt på debut

Mange af de 538 tilskuere, der torsdag så FC Roskilde delte point med FC Fredericia i en særdeles underholdende 4-4 kamp, så også vores unge talent, Oscar Buch, der var så tæt på debut i Bet25 Ligaen som man overhovedet kan komme.

Stillingen var på daværende tidspunkt 3-4 og man ville udnytte Oscars åbenlyse offensive spidskompetencer for at jagte det udlignende mål, der ville give os det vigtige ene point - et godkendt resultat at gå til vinterpause på, kampens forudgående forløb taget i betragtning.

Men kort inden udskiftningen blev gennemført udlignede Bajram Fetai til 4-4 (84. minut). Mikkel Nøhr Christensen måtte - nogenlunde samtidig - ned og bide i græsset med krampe efter et stort løbearbejde på den tunge bane. Derfor valgte cheftræner Anders Theil at forsvare det ene point - og til det formål blev Mikkel Thygesen foretrukket.

Men der kan formentlig ikke være tvivl om, at det kun er et spørgsmål om tid, inden Oscar kan løbe ind på grønsværen til sin debut som 1. divisionsspiller i Bet25 Ligaen. En spiller med hans potentiale vil trænerstaben helt givet se som en naturlig kommende offensiv spiller på vores hold - særligt, hvis han fortsætter den positive udvikling, som han allerede har vist i den korte tid, han har været en del af A-truppen.

Oscar Buch tæt på debut i Bet25 Ligaen - her sammen med 4. dommeren og en bolddreng.