Optakt Viborg - FC Roskilde

Med syv point i de seneste tre kampe, må vi siges at være inde i en fin stime. Torsdag den 11. maj venter dog en på papiret rigtig svær opgave på udebane mod Viborg FF.
 
Vi fangede cheftræner, Martin Jungsgaard, til en snak om det: 
 
FCR Web: 
En utrolig vigtig sejr over Fremad Amager i lørdags - hvilke ord vil du sætte på den kamp?
 
Martin Jungsgaard: 
“Først og fremmest vilje!
For lige at sætte det i relief, så manglede vi inden kampen tre offensive faste startere i Younes, Soui og Monday.
Dette til trods, så sled, slæbte og kæmpede vi os til tre meget velfortjente point.
Vi fik, på et for os yderst givtigt tidspunkt, fuldstændigt uforståeligt annulleret en scoring for en offside, ingen kunne se.
Alligevel arbejdede holdet upåvirket videre.
Vi kan alle være dygtige i medgang, men for mig er det høj klasse, når man evner at fortsætte ufortrødent i modgang - Det er vilje, og præcis det gjorde, at kampen gik til os!”
 
FCR Web:
Nu venter en udekamp mod Viborg fra den sjove ende af tabellen. Hvordan skal vi gribe det opgør an?
 
Martin Jungsgaard: 
“Vi har i dette forår indtil videre evnet at spille hvert opgør, som var det en engelsk FA-Cup-finale. Hjertet har nærmest været ude på den lyseblå trøje, og fællesskabet har været omdrejningspunktet. Det er hver gang en ny kamp, en ny modstander, hvor vi skal tilpasses deres udtryk og tilgang. Vi er bevidste om, at vi skal spille vores spil, men man kan synes lettere naiv, hvis man mener, at man skal spille på samme måde, uagtet om man møder Stoke ude eller Barcelona hjemme. Vi skal derfor igen i Viborg evne, at finde den rette "stemning" i kampen.  Det betyder, at vi både skal spille med respekt for Viborg, samtidig med bevidstheden om, at vi i hver duel, hver pasning, hver dribling, skal sætte os 100 % igennem. Det er præcis den mentalitet, hvor du i hver aktion viser, hvem du er, og hvad du står for, som vi skal spille og endeligt vinde kampen med. Gør du ikke det i den slags opgør, på disse arenaer, så bliver du ganske simpelt presset bagud.”
FCR Web:
Viborg har leveret svingende resultater på det seneste og vi ser fine ud - vil du vurdere, at vi møder dem på det perfekte tidspunkt?
 
Martin Jungsgaard: 
“Hmm, det ved vi nok først efter kampen. I min optik er Viborg et klassemandskab, med en taktisk dygtig træner. Rækken her er så tæt, og der er kampe hele tiden. Det er i hver kamp, de helt små detaljer, der er afgørende. Det betyder, at du med en (lille) stime kan spille dig tæt på midt og (sub)top, men det betyder også, at du med en lille negativ stime, pludselig kan synes i nærheden af bunden og i krise. For mig ligger kampen perfekt, hvis vi (igen) evner at finde "FA-Cup-mentaliteten". Det hårde løbearbejde, det at være ét hold, ét fællesskab. Herfra kommer spillet, mulighederne, selvtilliden og troen på, at vi kan vinde hver gang!“

Roskilde vs Viborg


Af Bjørn Jensen

Viborg Fodsports Forening er stiftet 1. april 1896 – men med gymnastik, hockey, boksning, atletik, vægtløftning og brydning på programmet – og først i år 1900 kom fodbold på programmet og man fik samtidig det kendte ”kløverlogo” og grønne trøjer.

I 1924 vandt klubben den jydske mesterrække, men først i 1950’erne startede kampen om oprykning til 3. division. Her kom RB 1906 imidlertid i vejen, idet de vandt 2-1 i Viborg i 1958 på mål af Preben Sivebæk og Tonny ”Lille” Andersen og rykkede op, mens Viborg FF kom med året efter. Siden har vi nu i 20. sæson stået over for Viborg – enten i tredje- eller næstbedste række. Viborg har også i starten af 70érne været en tur i DS, men jo i modsætning til Roskilde også år i landets bedste række.

Den første kendte profil i Viborg var Finn Døssing – en virkelig stærk ”target-spiller”, der i 1963 fik en enkelt kamp på U-landsholdet inden han i perioden 1964-67 spillede i Dundee United – med stor succes – sammen med Mogens ”Big Mo”” Berg fra B 1909 og Örjan Persson fra Gøteborg-klubben , Örgryte IF

I FCR’s debutsæson i 1. division i 2008/09 blev det til to gange 2-0 med alle fire mål scoret af Jeppe Kjær.

Hverken RB 1906 eller FCR har nogensinge mødt Viborg i pokalturneringen og ser vi samlet på turneringskampene, ja , så er de fortsat foran, mens det står stort sige lige i FCR-tiden.

Det er unædteligt top mod bund, men forrige gang på hjemmebane i Ørnereden (oktober 2018) blev det en overraskende sejr  på 3-1 på to mål af Nicolaj Vallys samt et af Emil Nielsen - for øjnene af 1.599 tilskuere – det må gerne ske igen.

Sidste gang var 6. oktober sidste år og for øjnene af blot 645 tilskuere blev det til et nederlag på 0-2.

Den samlede statistik ser derfor sådan ud:

 

  Antal kampe Vundet Uafgjort Tabt Målscore
RB1906 - Viborg FF 31 6 10 15 38-54
FCR - Viborg FF 19 6 3 10 22-33
I ALT 50 12 13 25 60-87