Optakt til Viborg - FC Roskilde

Efter sidste uges nederlag til formstærke AGF, hvor FC Roskilde reelt var chanceløse og vel kun producerede den store chance til Simon Richter i slutningen af 1. halvleg, skal gutterne igen rejse sig, som de har gjort flere gange tidligere, her i foråret, når holdet har været ramt af lidt modgang.

Alle i truppen ved godt, at kampen mod AGF ikke var prangende og at der skal mere til, hvis der skal hentes point mod Viborg, der har det ene ben i Superligaen.

Viborg ledes af cheftræner Auri Skarbalius og assistenttræner Søren Frederiksen, der begge nok ikke behøver yderligere præsentation, og de har udtaget følgende trup til kampen. Viborgs placering taler for sig selv og de ønsker sig brændende en sejr mod "De lyseblå", så oprykningen til Superligaen er en realitet, fire runder før afslutningen på sæsonen. Så ingen tvivl om, at der venter FC Roskilde en svær opgave.

Omvendt er sæsonens to tidligere opgør begge endt 1-1, og kunne vi få det ene point med hjem til Roskilde, ville det være rigtig fint. FC Roskilde har flere gange tidligere vist, at når holdet er "underdogs", så kan gutterne gå ud og levere en rigtig flot indsats - og så ligger der måske en overraskelse og lurer, så Auri & co. må lægge champagnen tilbage på køl.

Så der skulle under alle omstædigheder være lagt op til en rigtig god fodboldkamp, med to gode hold, der står godt til hinanden og begge gerne vil spille fodbold.

Kampen starter kl. 19:00 på Energi Viborg Arena og vi håber på den sædvanlige fantastiske support fra de tilrejsende FC Roskilde-supportere.

Vel mødt!

Statistik Roskilde vs Viborg


  Antal kampe Vundet Uafgjort Tabt Målscore
RB 1906 - Viborg 29 6 10 13 37-50
FC Roskilde - Viborg 10 4 3 3 11-11
I ALT 39 10 13 16 48-61

Anders Møller Christensen stiger til vejrs og header bolden væk. Billedet er fra den 12. oktober 2014, hvor FC Roskilde spillede 1-1 i Roskilde Idrætspark. Lad os håbe, at Anders igen er at finde i startopstillingen i morgen, da hans rutine bliver vigtig for holdet i den svære udebanekamp mod 1. divisions tophold.