Optakt til topkampen FC Roskilde - Næstved

På søndag kl. 13:00 spiller FC Roskilde topbraget mod Næstved i Roskilde Idrætspark. Det bliver en spændende kamp, der - hvis FC Roskilde igen kan forlade banen med tre point - bringer topholdet foran med 13 point ned til nærmeste efterfølger.

Der er en god chance for tilskuersæsonrekord - FC Roskilde Fan Club har sørget for drømmekage til de fremmødte Næstved-fans - så mød talstærkt op og støt gutterne i kampen om oprykning!

I denne kamp mod ærkerivalerne fra Næstved, er det flere relationer, der faktisk bare gør kampen endnu mere spændende. Tidligere sportschef i FC Roskilde, Jesper Sommer, er sportschef i Næstved. Mike Mortensen og Michael Jørgensen er to Næstvedspillere, der tidligere har optrådt i den lyseblå trøje.

FC Roskilde har omvendt spillere, der tidligere har spillet i den grønne bluse; Ronnie Bendtsen, Lasse Brandt Hansen og målmand Frederik Vang Larsen.

Som optakt til denne vigtige kamp, har vi to videoer til jer samt lidt historisk information om Næstved og kampe mod Roskilde, skrevet af Bjørn Jensen:

Næstved Boldklub

Er i nyere tid stiftet 1/10 1996 som professionel afdeling af Næstved IF, der igen er en sammenlægning af Næstved IK og Næstved BK fra 5/3 1939.

Denne ”gamle” Næstved BK er fra 1904 og en sammenlægning af Næstved Kricket Klub og AIK, Næstved.

Næstved BK kom i 1935/36 med i den daværende ”Mesterskabsserie” (= nutidens Superliga)  men blev sidst med tre point – sejr over KB og uafgjort mod AGF. Sejren over KB havde klubben sikkert hellere set ske i 1980, da en vis ”Baron” (Hans Aabech) med sin skaldede isse udlignede til 1-1 og dermed sikrede endnu et mesterskab til KB (tilskuerrekord med 20.315 – de sidste 10.000 i omkringliggende træer og huse), mens Næstved fortsat må nøjes med to sølv- og fire bronzemedaljer, samt et Inde-DM i 2003. Oprykningen kom i øvrigt  i stand ved to kvailifikationskampe mod HIK (som i denne sæson spiller i 2. division vest) med sejre på 2-1 og 3-1.

Næstved IF kom i DM i 1945/46 og har siden været fast inventar i de tre bedste rækker, og kan også sætte en tabt pokalfinale på CV'et – i 1984 til Brøndby (1-3 efter forlænget spilletid og straffespark).

Til sammen har RB 1906/FCR og Næstved mødtes 24 gange på 1. holdplan, mens RB 1906 ikke mindre end 18 gange har ”måttet tage til takke” med Næstveds 2. hold.

Første møde mellem førsteholdene var i 3. division i 1961 og gav to sejre til RB ude 2-1 – med Jens Olsen som dobbeltmålscorer, mens hjemmekampen blev vundet med 3-1 på to mål af Jens Aage Nielsen samt et af Jens Olsen.

Første FCR-sejr kom i oktober 2011 (1. division) med 2-0 på mål af Jeppe Kjær, og seneste triumf er i november 2013, hvor de lyseblå vandt 4-2 i Næstved på mål af Lars Brøgger 2, Nicolai Mikkelsen og Emil Nielsen.

Samlet ser statistikken ud som følger:

 

  Antal kampe Vundet Uafgjort Tabt Målscore
RB 1906 12 4 0 8 19-24
RB 1906 - NIF 2 18 9 4 5 45-25
RB 1906 Pokal 1 0 0 1 3-6
FC Roskilde 11 3 3 5 14-17
I ALT 42 16 7 19 81-72

 

- Bjørn Jensen