Optakt til Skive - FC Roskilde

I morgen drager FC Roskilde til Skive, for at genoptage jagten på point - efter den lidt triste kamp mod AB i søndags.

Gutterne skal løfte sig igen og vise, hvad de består af - for det er bydende nødvendigt, at vi henter point med hjem fra det jyske. Vi skal helst slutte halvsæsonen pænt af - gerne med fire eller seks point, så vi ikke skal overvintre isoleret i bunden af tabellen.

Spiller holdet op til den standard, som vi alle ved, de har, skal det helt sikkert nok også lykkes.

I dette interview kan du høre hvad cheftræner Anders Theil har at sige inden kampen i morgen aften kl. 19:00 på Spar Nord Arene i Skive.

Roskilde vs Skive I.K.


Skive I.K. er stiftet den 28. marts 1901 og er i dag den klub under DBU Jylland, der rent fodboldmæssigt har flest medlemmer, i alt 1.146 aktive hvoraf de 267 er over 18 år.

Af kendte spillere, der har slået deres folder i Skive I.K. kan nævnes Rasmus Würtz, Christian Lundberg og Thomas Dalgaard. Holdets hjemmebanen er Spar Nord Arena Skive med plads til 10.000 tilskuere, men som i Roskilde kun godt 500 siddepladser.

Skive I.K. har været i Danmarksturneringen i sammenlagt 23 sæsoner, mens RB 1906/FCR kan skrive 41 på CV'et.

Skives I.K.'s bedste placering er nr. 4 i næstbedste række i sæsonen 2010/11, mens FCR (dengang RB06) blev nr. 3 i samme række i 1988.

Tilskuerrekorden i Skive er fra 19. maj 1955, hvor man spillede oprykningskamp mod Viborg. RB 1906 mødte Skive I.K. første gang i 1957 – i en efter seriernes afslutning privat kvalifikationsturnering unionerne imellem med de næstbedste hold. RB 1906 scorede i de syv kampe 36 mål – ”Siv” alene de 15 efter hjemkomsten fra Køge, men i Skive I.K. blev det til et 1-2 nederlag – RB’s mål blev scoret af Poul Marcussen.

Siden er det heller ikke gået alt for godt og det er i alle tilfælde i næstbedste række møderne har foregået. Fra 1998/99 til 2011/12 er der tale om 12 indbyrdes opgør, og det er unægtelig ikke faldet ud til Domkirkebyens fordel.

Såvel RB 1906 som FCR står kun med én sejr over Skibonitterne, mens fem er endt uafgjort og Skive har vundet ikke mindre end seks gange. Som sidebemærkning skal det måske nævnes, at denne artikels forfatter aldrig har tabt i Skive (som chauffør og sportschef for holdet), idet vi begge gange var undertippede men fik uafgjort – 1-1 den 25. april 1999 (André Korsholm) og 0-0 godt et halvt år senere, den 24. oktober.

Det skal siges at disse kampe blev spillet på SIK’s træningsanlæg i Egeris, så vi må jo bare møde op med fornyet gejst og vise, at vi kan vinde på ”Spar Nord Arena” = Skive Stadion og sætte os i den bedste situation inden nok et altafgørende lokalopgør i bunden af rækken mod HB Køge (der besejrede Skive med 1-0 i sidste runde). Sidste opgør i Roskilde endte som bekendt med en 3-2-sejr til Skive med et mål i de døende sekunder af den tillagte ekstratid.

Samlet ser det ud som følger:

  Antal kampe Vundet Tabt Uafgjort Målscore
RB 1906 - Skive I.K. 5 1 2 2 7-9
FC Roskilde - Skive I.K. 9 1 3 5 11-15
I ALT 14 2 5 7 18-24

 

- Bjørn Jensen