Optakt til Lyngby - FC Roskilde

Efter tirsdagens pragtpræstation, hvor superligamandskabet fra Hobro blev sendt ud af DBU Pokalen efter en nervepirrende straffesparkskonkurrence, står FC Roskilde nu i morgen igen over for en klassemodstander, når "De lyseblå" gæster Lyngby Stadion.

Her venter Bet25 Ligaens tophold, Lyngby Boldklub, der under cheftræner, David Nielsen, har fået styr på spillet. Som det mest vindende hold i rækken (otte sejre i 12 kampe), har han givet klubben fornyet tro på en tilbagevenden til landets bedste række.

Vi kender alle Lyngbys mange kvaliteter og deres besnærende hurtige kombinationsspil og vi ved, at truppen tæller mange profiler, såsom Michael Lumb, Jesper Christjansen, Akpoveta, Surprise, Danilo Arrieta, Frederik Gyjkjær, David Boysen og tidligere FCR-målsluger, Jeppe Kjær.

Og vi ved også godt, at efter en stenhård pokalkamp, tirsdag aften, der både slider fysisk, men ikke mindst mentalt, skal FC Roskildes spillere igen toppræstere, for at hente point.

Lyngby Stadion er et meget svært sted at få point med hjem fra. Statistikken taler sit eget tydelig sprog: I denne sæson er det blevet til seks sejre i seks hjemmekampe - så ingen hold har altså formået at hente bare ét point på Lyngby Stadion endnu.

Men når det så er sagt, kunne FC Roskilde i morgen jo passende bryde denne flotte stime af hjemmebanesejre. Vi har jo flere gange vist, at vi har et højt niveau, når alle mand leverer varen. Og måske har vi "godt fat" i netop Lyngby. 10. september i år slog vi dem 2-0, på mål af Jan Kristiansen og Bajram Fetai, efter en storslået kamp i Roskilde Idrætspark. I foråret spillede vi 0-0. Så i 2015 har vi ikke tabt en turneringskamp til Lyngby - og hvorfor kigge længere tilbage?

Ingen tvivl om at favoritrollen ligger hos Lyngby, uanset hvordan vi vender og drejer tingene - men FC Roskildes spillere er opsatte på, at bygge videre på Hobro-kampen, hvor der blev produceret målchancer som det ikke er set længe, og kæmpe med næb og klør for at kravle tilbage i midten af rækken.

Der er kickoff i Lyngby kl. 15:00 og vi håber på stor støtte fra vores medrejsende trofaste supportere, der altid giver spillerne et ekstra rygstød. Og det får de brug for i Lyngby.

Her en situation fra forårets 0-0 kamp, hvor Andreas Lissau øjensynligt føler sig snydt for at straffespark. At dømme på ansigtsudtrykket hos Lyngbys højre back, Jeppe Brandrup, kunne der godt være noget om snakken.

Statistik


  Antal kampe Vundet Uafgjort Tabt Målscore
RB 1906 - Lyngby 40 15 3 22 79-89
RB 1906 - Lyngby II 4 3 0 1 14-6
RB 1906 - Lyngby (pokal) 1 0 0 1 4-6
FCR - Lyngby 10 3 1 6 10-17
FCR - Lyngby (pokal) 1 1 0 0 4-2
I alt 56 22 4 30 111-120

 

- Bjørn Jensen