Optakt til Lyngby - FC Roskilde

I morgen skal FC Roskilde igen i kamp - denne gang mod Lyngby, der er placeret i den anden ende af tabellen i forhold til AB. Så det bliver formentlig en hel anden kamp.

Vi skal bygge videre på den selvtillid, truppen har fået efter den forløsende, fortjente og flotte sejr over AB i søndags.

FC Roskilde er for tiden ramt af en del skader, men kampen mod AB viste, at alle kæmper for hinanden og klubben - og med den indstilling, skal gutterne nok give Lyngby kamp til stregen.

Kampen spilles kl. 18:30 på Lyngby Stadion - mød op og støt "De lyseblå"!

Her kan du høre, hvad cheftræner Anders Theil har at sige inden morgendagens kamp.

Roskilde vs Lyngby Boldklub

Allerede i 1906 stiftedes en Lyngby Boldklub, men kommunen kunne i 1915 ikke længere stille bane tilrådighed og klubben blev opløst, men så gendannet igen 30. marts 1921, hvor 30 medlemmer fra Lyngby IF var brudt ud og stiftede den anden LB.

Vore arkiver fortæller om kampe med Lyngby fra sæsonen 1942/43 i de rækker, der dengang hed mesterrækken og oprykningsrækken – svarende til dagens Sjællandsserie hhv. Serie 1. Dengang var der jo så ikke nogen Danmarksserie, men vinderen af SS spillede om at rykke op i 3. division.

I to sæsoner har Roskilde (RB 1906) mødt Lyngby 2. I 1946/47 i oprykningsrækken og i Danmarksserien i 1970 og alt i alt er fredagens opgør nr. 53 klubberne imellem.

Lyngby kom i 3. division i 1953/54 og senere er det blevet til to Danmarksmesterskaber (1983 og 1992) samt tre pokaltitler i 1984, 1985 og 1990. I årene 1994 til 2001 spillede klubben under navnet ”Lyngby FC”. Den 18.december 2001 gik klubben konkurs og spillede resten af sæsonen med amatørspillere, inden det fra 2002/03 hed Danmarksserien. Man kom straks op i 2. division og i 2007 hed det atter Superligaen.

Markante personligheder på spillersiden kan vi komme ind på næste gang vi møder Lyngby, men på ledersiden er der ro personer man ikke kan komme uden om. Hans Bjerg-Pedersen var mangeårig formand – formand for Divisionsforeningen, næstformand i DBU og i evig krig med Foreningen af Lokal-Unioner, med hans sjællandske formand, Erik Asmund, i spidsen. Dette ville jeg såmænd godt kunne skrive en bog om!

Direktør i Lyngby FC var flere år Flemming Østergaard, kommet ind i klubben via sponsorsiden for ”Kinnarps Kontormøbler”  inden han kom til FC København sidst i 90’ erne og bedre kendt som ”Don Ø”.

Anden gang Roskilde har været i 1/8-finalen i LP var i sæsonen 2011/12, hvor netop Lyngby (Superliga) den 31/8 2011 blev sendt hjem med et nederlag på 4-2 (1-1,0-0,3-1) på mål af Jeppe Kjær, Tobia Perch-Nielsen, Anders Nielsen og Jens Mårtensson (se referat fra kampen her og kampfakta her)

I alt ser statistikken ud som følger:

  Antal kampe Vundet Uafgjort Tabt Målscore
RB 1906 - Lyngby 40 15 3 22 79-89
RB 1906 - Lyngby 2 4 3 0 1 14-6
FC Roskilde - Lyngby 6 2 0 4 7-12
RB 1906 - Lyngby (Pokal) 1 0 0 1 4-6
FC Roskilde - Lyngby (Pokal) 1 1 0 0 4-2
I ALT 52 21 3 28 108-125

 

- Bjørn Jensen