Optakt til FC Roskilde - HB Køge

Så er det onsdag aften der er dømt lokalbrag af de helt store, når FC Roskilde tørner sammen med gæsterne fra HB Køge.

Det kommer til at slå gnister, for der er her tale om et vaske ægte arvefjendeopgør.

Det er en kamp som ingen af holdene vil tabe - for begge hold vil nyde at have "håneretten" over det andet hold frem til næste sæson, hvor de igen mødes.

Det er to klubber, hvor flere spillere på et tidspunkt har repræsenteret modstanderholdet. I FC Roskildes trup har spillere som Stefan Hansen, Mark Leth Pedersen, Simon Richter, Kristian Geertsen og Anders Nielsen en fortid hos gæsterne.

Det ligger dog rimelig fast, at samtlige spillere i den lyseblå trøje rigtig gerne vil tage revanche for den ærgerlige indsats i Helsingør, i forrige weekend, hvor det blev til et 3-1 nederlag. Så man kan godt forvente et topmotiveret Roskildemandskab, der ikke vil skuffe hjemmepublikummet, men hellere end gerne igen vil tage alle tre point i opgøret mod HB Køge. Og skal det ske, skal der en disciplineret mandfolkeindsats til.

Man skal bemærke, at FC Roskilde har haft et godt tag i onsdagens modstander i denne sæson. Det er nemlig blevet til sejre, i begge foregående kampe. 1-0 på hjemmebane i august 2015 på et mål af Bajram Fetai og så senest en 1-2 sejr i marts måned, hvor Thygesen og Mikkel Nørh blev målscorere for FC Roskilde.

Men FC Roskilde skal forvente et HB Køge-hold, der tørster efter hævn. De vil helt sikkert ikke bryde sig om, at tabe tre gange til os i samme sæson. HB Køge er et svært mandskab at spille mod. Holdet har flere profiler og specielt de offensive Rochester-brødre er altid farlige. Men truppen tæller også flere andre særdeles kompetente folk; f. eks. kan nævnes Kristian Andersen, Mikkel Wohlgemuth, Henrik Madsen, Mark Gundelach og venstre back Kristian Pedersen, der er aktuel på det danske U/21-landshold.

Så der skulle være lagt op til en rigtig god aften i Roskilde Idrætspark med spændende bold og forhåbentlig god stemning på lægterne.

Kampen starter kl. 18:30 men dørene åbnes allerede kl. 17:30, da publikum i Roskilde Idrætspark også, som optakt til kampen, forkæles med live-musik.

Live musik på torvet

Når klokken er 17.45 vil der være en minikoncert med Stagecoach Mary på torvet. Stagecoach Mary er et ungt rockeksperimentarium, der forsøger at blande storladen stadionrock- og ballader med garagesmadder.
 
God fornøjelse!
 

Mikkel Nøhr Christensen blev matchvinder i det seneste opgør mellem FC Roskilde og HB Køge, da Ørnene slog Svanerne med 1-2 på Herfølge Stadtion, den 20. marts 2016. "Nøhr" sendte et direkte frispark smukt i netmaskerne i det 83. minut.