Optakt til FC Roskilde - Fremad Amager

Velkommen tilbage her til Roskilde Idrætspark. Siden sidste indlæg har vi været en tur i Esbjerg og spille på Blue Water Arena i NordicBet Ligaen. Kampen endte som bekendt 2-2 hvor vi var meget tæt på at komme hjem med alle 3 point. Desværre ramte Mikkel Nøhrs skud underkanten af overliggeren og gik i spil igen fremfor ind i netmaskerne. Vi forstår godt at folk er frustrerede over at det er stolpe ud fremfor stolpe ind for tiden. Ingen er mere frustrerede end os. Vi arbejder hver dag for at blive bedre og tippe marginalerne over på vores side. I samme ombæring vil vi gerne takke de mange medrejsende fans som var på plads og gav os en fantastisk opbakning. Derudover var det en glæde for os at Simon Richter kunne gøre come back og spille hele kampen uden problemer. Der er ingen tvivl om at Morten Walldo, vores dygtige fysioterapeut og fysiske træner, har en meget stor andel i dette.

I forhold til dagens modstander fra Fremad Amager forventer vi endnu en tæt kamp.

John Faxe Jensens tropper har efter en svær sæson start vundet tre kampe i træk men tabte dog i sidste runde. Klubben råder over flere dygtige spillere og vil gerne spille seværdig fodbold. Vi er sikre på, det bliver en underholdende og medrivende kamp.

På skadesfronten er vi lidt ramte da både Andreas Lissau, Andreas Hermansen, Emil Nielsen og Bo Storm er ramte. Vi forventer dog at have flere af spillerne klar i løbet af kort tid.

Vel mødt i Roskilde Idrætspark på søndag.

/René Skovdahl

Desværre er premieren på SIGR stadionpølsen udsat, så den bliver alligevel ikke lanceret på søndag.

Roskilde vs Fremad Amager


Boldklubben ”Fremad” Amager er stiftet d.10. juni 1910, og er altså lidt yngre end B 1908, som de deler baner med i det store anlæg, Sundby Idrætspark.

Klubben kom allerede i divisionen i 1929 og har siden stort set altid været med i divisionsregi – på nær et par sæsoner -  grundet tvangsnedtykninger. Klubben har fostret flere kendte spillere så som, Frank Arnesen, Ivan Nielsen og Henrik Andersen. I 2007 laves en overbygning, FC Amager, bestående af Fremad A., Kløvermarkens fB samt Amager FF. Det går kun til 2009, hvor en konkurs sender klubben ned i Københavnsserien.

Inden da havde klubben vundet DM-bronze (1946/47) samt DM-sølv i 1940/41 og 1939/40.

Fremad Amager har i øvrigt to andre imponerende rekorder: De ar aldrig tabt en Europacupkamp. I sæsonen 1972/73 tabte man ganske vist pokalfinalen til Vejle, men da de samtidig var mestre, valgte de mesterholdsturneringen. Fremad  Amager skulle møde albanske KS Besa Kavajë og det blev 0-0 ude og 1-1 hjemme og dermed albansk samlet sejr på udebanemål.

Den anden rekord: Fremad Amager har aldrig tabt en superligekamp til FCK. I den halve sæson, efterår 1994 vandt Fremad begge kampe med 3-2, men rykkede alligevel ud. Til gengæld havde de for første gang i 40 år vundet i ”Parken”.

Pudsigt nok har vi aldrig mødt Fremad Amager i pokalturneringen.

Samlet ser det således ud:

  Antal kampe Vundet Uafgjort Tabt Målscore
RB 1906 - Fremad Amager 30 7 5 18 36-55
FC Roskilde - FC Amager 2 1 0 1 3-4
FC Roskilde - Fremad Amager 9 7 1 1 23-7
I alt 41 15 6 20 62-66

 

/Bjørn Jensen