Optakt til FC Roskilde - FC Helsingør

Så er det i dag, at FC Roskilde tager i mod gæsterne fra FC Helsingør - kampen fløjtes i gang kl. 13:45 i Roskilde Idrætspark.

Der er lagt i kakkelovnen til et af de store sjællandske opgør i 1. division - et opgør, der har udviklet sig til et ægte ærkerivalopgør. FC Helsingør har i de senere opgør givet os en del problemer - senest den 21. august 2016, hvor vi måtte indkassere et 2-0 nederlag på udebane.

Godt nok ligger FC Helsingør, inden dagens kamp, nummer fem og vi ligger nummer syv. Men ser man på den aktuelle formkurve, eksempelvis de seneste fire turneringskampe, så ser det faktisk bedst ud for FC Roskilde.

FC Helsingør har spillet tre uafgjorte og tabt én - FC Roskilde har vundet to, spillet én uafgjort og tabt én.

Endvidere spillede FC Roskilde en rigtig fin træningskamp mod FC Nordsjælland i midtugen. Dette er med til at bekræfte, at FC Roskildes aktuelle form skulle være god nok til at give gæsterne kamp til stregen.

Men skal det blive til point i dag, skal vi også virkelig spille op til det funde potetiale - for vi kender kun alt for godt kvaliteterne hos den stærke Helsingør-offensiv med navne som Andrë Riel, Martin Koch, Mads Aaquist og Vito Mistrati. Kigger man yderligere på truppen tæller den mange rigtig fine spillere som eksempelvis de to stærke midterforsvarsspillere Rasmus Minor og kaptajn Andreas Holm, men også Ricki Olsen, Morten Bertolt, Mathias Gehrt (tidligere Brøndby og Den Haag) og Souheib Dhaflaoui (lejet i FCN) springer i øjnene.

Læs optakt fra FC Helsingørs hjemmeside her.

I dette interview med manager Anders Theil får du nogle kommentarer op træningskampen mod FCN og hans vurdering af dagens kamp.

Vel mødt!