Optakt til FC Roskilde - Viborg

Så er det tid til den sidste kamp i 2017. Heldigvis får vi lov til at slutte på hjemmebane  - og vi har i den grad noget at revanchere efter vores sidste hjemmekamp.

Vi rejste os heldigvis flot i sidste uge med en super præstation på udebane i Thisted. Det var den bedste kamp i min tid i klubben, og kun sort uheld og en vanvittig flot præstation af Thisteds målmand, Kevin Mendoza, gjorde at det kun blev til et point. Men præstationen var i top, og det skal den være igen i dag mod Viborg.

Viborg er, ligesom et Esbjerg, et meget stærkt hold, der helt klart har Superliga-klasse, når det kører for dem. Derfor skal vi med det samme finde spændingsniveauet og spillet fra sidste uge. Viborg har så meget individuel klasse at vi skal toppræstere gennem alle 90 minutter.

Truppen tæller etablerede navne som Jonas Kamper, Christian Sivebæk, Andreas Albers, Jeppe Grønning og Alexander Fischer – ligesom vores gamle ven Pierre Larsen også optræder for Superliga-nedrykkerne.

Vi vil gøre alt for at slutte 2017 ordentlig af – det har været et turbulent år i FCR, men heldigvis er vi på rette spor. Vi har allerede forlænget med Qvist og Stenderup, og flere forlængelser er på vej, så vi har en trup, der kan være med til at føre os i den rigtige retning i 2018.

Vi glæder os til at byde Viborgs trænere, ledere, fans og spillere velkommen i Reden søndag eftermiddag.

Der skal også lyde et velkommen til dommerne samt til vores trofaste fans – rigtig god kamp!

 

/Cheftræner Rasmus Monnerup

Dagens kampsponsor: Spar Nord

Dagens kampboldsponsor: Stratek Data