Optakt til FC Roskilde - Silkeborg IF

Søndag byder Roskilde Idrætspark igen på et brag af en fodboldkamp, når FC Roskilde tørner sammen med Superliganedrykkerne fra Silkeborg IF.

FC Roskilde har spillet stabilt den senere tid og har ikke tabt i de seneste tre kampe i Bet25 Ligaen, hvor det er blevet til to uafgjorte på udebane (1-1 mod henholdsvis Næstved og Skive) og så den flotte 2-0 sejr hjemme over Lyngby Boldklub.

Kigger man på tabellen kan de to hold dårligt være mere lige. Begge ligger i midten med 12 point for ni kampe - og begge med henholdsvis tre sejre, tre uafgjorte og tre nederlag. FC Roskildes målscore er 9-9, Silkeborgs er 7-9.

Silkeborg havde dog nok forventet sig mere af sæsons første ni kampe i Bet25 Ligaen, men de måtte senest se sig besejret 0-2 på eget græs af Vejle Boldklub. Et "såret dyr" er altid farligt at kæmpe imod, så Ørnene skal være skarpe i alle facetter af spillet lige fra kampstart. Og der er ingen tvivl om, at det er en storklub, med en masse kvalitet, som søndag gæster "Ørnereden".
 
Den erfarne cheftræner Kim Poulsen, der har en lang række danske klubber på sit CV, samt landstrænerjob i Singapore og Tanzania, har adskillige yderst kompetente spillere i trupen. Eksempelvis kan nævnes Martin Thomsen, Adeola Runsewe, Andreas Albers, Nicolaj Agger og Dennis Flinta.
 
I DBU Pokalen er FC Roskilde, som bekendt, gået videre til 3. runde, efter 1-6 sejren over Jægersborg, imens 3. runde blev endestationen for Silkeborg IF, da de tirsdag aften tabte 0-1 hjemme til AGF. Så ser man på de seneste resultater, burde FC Roskilde have en smule mere selvtillid, men der er ingen tvivl om, at det bliver en spændende kamp med to sultne mandskaber, der begge gerne vil op i den øverste halvdel af tabellen.
 
Kampen fløjtes i gang kl. 15:00 - så vel mødt til fodbold i Roskilde Idrætspark og husk nu: Spar Nord er kampsponsor, så der er gratis adgang samt en masse aktiviteter på stadion (læse mere her).

Roskilde vs Silkeborg


Silkeborg IF har flere idrætsgrene på programmet og er stiftet forholdsvis sent: 26. april 1917, og har jo altså snart 100 år på bagen.

Silkeborg havde huseret mange år i den bedste jydske række inden det blev til JM i 1960, men først året efter lykkedes via den daværende kvalifikationsturnering (4. division) at komme med i 3. division i 1962.

Det blev dog et kort ophold med nedrykning til følge men med hjemmesejr over RB 1906 på 2-0. I efteråret tog RB*erne dog revanche på hjemmebane og vandt med 6-2 på tre mål af Thomas Christiansen, Jens Olsen, Poul Marcussen og Ib Petersen (senere Glaser).

RB 1906 møder i øvrigt næste gang Silkeborg i 1977 – taber begge kampe (1-4 hjemme og 1-2 ude) men det er jyderne der må rykke ned alligevel, og det var året inden domkirkebyens stolte sønner spillede sig op i landets næstbedste række sammen med Herfølge og Viborg.

I 1966 fik turneringerne ny struktur. 3. division blev opdelt i en øst- og en vestkreds og Danmarksserien kom til. Silkeborg vandt vestkredsen og kom dermed i 2. division. Herefter kom år med op- og nedrykninger inden man i 1982 vandt DS, kreds 4. Samtidig indførte man betalt fodbold og i sæsonen 1988 var man pludselig i landets bedste række.

Kulminationen  kom i sæsonen 1993/94 med det første (og hidtil eneste) Danmarksmesterskab med den senere landstræner, svenske Bo Johansson i spidsen. Endvidere vandt klubben DBU’s Pokalturnering i 2001 med finalesejr på 4-1 over AB.

De to hidtil eneste kampe i FCR-regi i 2008/09 gav begge Silkeborgsejre. 2-1 i Roskilde (Jeppe Kjær) og 2-0 hjemme.

Blandt de kendte profiler med fortid i Silkeborg er bl.a. Morten Bruun (Mr. Silkeborg), Troels Bech og Keld Bordinggård, der også alle har været trænere i klubben. Heine Fernandez, Martin Laurersen, Peter Kjær og Jesper Thygesen er andre kendte - ikke mindst Rajko Lekic, der jo opnåede 40 kampe på to sæsoner (2012/13 og 13/14) for FC Roskilde med 19 mål til følge. Også vores egen Jesper Bech, der i perioden 2009 - 2015 spillede 152 kampe og scorede 28 mål har spillet for Silkeborg IF, hvor han også flere gange blev udtaget til landsholdet. Bajram Fetai spillede i 2005 - 2007 også i Silkeborg IF. Han fik 18 kampe og scorede to mål.

De hidtil kun 14 indbyrdes opgør er fordelt som følger:

 

  Antal kampe Vundet Uafgjort Tabt

Målscore

RB 1906 - Silkeborg 12 3 3 6 17-20
FCR - Silkeborg 2 0 0 2 1-4
I alt 14 3 3 8 18-24

 

 

- Bjørn Jensen