Optakt til FC Roskilde - Næstved

Søndag spilles et af de traditionsrige sjællandske arvefjendeopgør når FC Roskilde og Næstved tørner sammen.

Sædvanen tro vil der i dag være en masse "kampe i kampen", da flere spillere tidligere har spillet på hold sammen. Dette giver kampen en helt særlig stemning, hvor ingen af holdene vil give sig, men både "De grønne" fra Næstved og "De lyseblå" fra FC Roskilde vil kæmpe med næb og klør for en sejr.

I Næstveds trup finder man flere tidligere FC Roskilde-spillere - eksempelvis vores tidligere anfører Nikolaj Hansen, men også Tobias Perch-Nielsen, Kevin Bechmann Timm og lille hurtige Mikkel Jensen har en fortid i FCR-trøjen. Omvendt har Mark Leth Pedersen, Daniel Jørgensen og Anders Nielsen tidligere trukket den grønne trøje over hovedet - hvilket også gælder for de skadede spillere Andreas Lissau og målmand Frederik Vang Larsen.

Næstveds træner, det tidligere Brøndby-ikon Mogens Krogh, råder over en trup med mange andre profiler. I flæng kan nævnes Henrik Kildentoft, Kristoffer Munksgaard, Jeppe Illum, Henrik Bødker og FC Roskildes onde ånd, den målfarlige angriber Stefan Nygaard.

Begge hold har fået en blandet start og ligger i midten af 1. division med fire point. Senest vandt Næstved 3-0 hjemme over Hobro, så de har selvtilliden i orden. Næstved har ikke være i kamp i midtugens pokalturnering, da de var oversidder i 1. runde, så de har friske ben, hvilket måske giver dem en lille fordel.

Omvendt fik FC Roskilde vist sprudlende angrebsfodbold og vandt onsdag aften 0-4 ude mod Maribo Boldklub. Det var godt nok på en lidt "billig baggrund", men en sejr er en sejr og flere spillere fik tanket selvtillid.

Der er dog ingen tvivl om, hvilket alle spillere og trænere i FC Roskilde er fuldt ud klar over, at dagens kamp bliver af en helt anden karaktér - og der skal nogle helt andre ting i spil, hvis der skal sættes point ind på kontoen.

Vi skal finde tilbage til den positive tilgang til spillet, hvor alle tilbyder sig, som gutterne viste mod Hobro. Og hvis den planlagte taktik efterleves, og gutterne skyder brystet frem og bider tænderne sammen, ja så kan vi godt sende Næstved tomhændet hjem.

Så alle forudsætninger for et brag af en kamp er til stede.

Vi håber på massiv støtte fra lægterne - der bliver brug for det.

Vel mødt!