Optakt til FC Roskilde - Brønshøj

Når dørene åbnes op i Roskilde Idrætspark - i morgen kl. 17:15 - er der lagt op til en festlig aften (se nyhed fra 20/10). Ikke alene er der lagt i kakkelovnen til en revanchematch, der skal rette op på FC Roskildes ærgerlige 1-1 i Tingbjerg Idrætspark, den 13. september 2014, men der kommer også livemusik og - forhåbentlig - en rigtig god stemning i "Reden".

FC Roskilde skal bygge videre på sejren i Vejle, hvor der er en masse gode offensive takter at arbejde videre med, samtidig med, at det berømte nul blev holdt.

Brønshøj har efter en skidt start, hvor holdet lå nederst i tabellen, arbejdet sig op - senest med en 1-0 sejr over HB Køge - og ligger aktuelt lige over os. Brønshøj har 14 point efter de første 13 kampe og FC Roskilde ligger med 12 point.

I dette interview kan du høre hvad cheftræner Anders Theil har at sige om morgendagens brag af en kamp.

Roskilde vs. Brønshøj


Brønshøj Boldklub er stiftet den 15. maj 1919 og kom i divisionen i 1945 – og har aldrig siden været ude af Danmarksturneringen. Var i landets bedste række i årene, 1962-64, 1970-72, 1981-89 med en bedste placering som nr.5 i 1984 til følge. Kælenavnet er grundet den gul/sort-stribede trøje ”hvepsene” og de har de sidste ca. 40 år holdt til på Tingbjerg Idrætsanlæg.

Første møde med Roskilde faldt først den 8.maj 1976 i RB’s tilbagevenden til 3.division hvor det blev til 0-0 i Roskilde Idrætspark. Returopgøret bød på det samme antal mål, mens et tredje møde denne sæson – i pokalturneringen – gav en RB-sejr på 3-1 på mål af brødrene Lars og Pauli Andersen samt Peter Frimann. Alle møderne – også i FCR-tiden -  har været på 2. eller 3. niveau og vi har aldrig mødt Brønshøjs andethold i turneringskampe, til trods for, at de i alle årene har haft et 1. hold i divisionerne.

Brønshøj har gennem tiderne haft 11 spillere på A-landsholdet, mens de har spillet for klubben og her er Finn Laudrup (10) i alt 19 – Preben Arentoft (4) 9 – Kent Nielsen (6) 54 og Per Røntved (21) 75 de mest kendte. Finn har jo senere haft sønnerne Michael og Brian i den røde trøje – men de har jo aldrig spillet for Brønshøj. Det har derimod Kent Nielsens far, Erik Nielsen. En anden kendt spiller er Ove Andersen, der desværre havde et dårligt bentøj – ikke så godt som fodboldspiller – og det blev kun til 12 A-landskampe på 11 år. Fem mål kom på kontoen – blandt andet to gange som dobbeltmålscorer, og talentet var der jo til meget mere end det, det kunne blive til.

I dagens trup er blandt andet målmanden Nicklas Dannevang, der efter FCR-tiden kom til Holbæk og Nordvest FC, hvor det så i 2013 blev til skifte til ”hvepsene” og indtil nu 29 kampe. Farlig angriber er Andreas Granskov Hansen, der som 17-årig (i 2006) skiftede AB ud med Werder Bremen, men her blev det til blot 21 kamp på 2. holdet i 3.liga/Regionalligaen og heller ikke perioden i FC Nordsjælland efter hjemkomsten gav megen spilletid og det blev så i foråret til en aftale med Brønshøj.

Sammenlagt ser statistikken nu ud som følger:

  Antal kampe Vundet Uafgjort Tabt Målscore
RB 1906 - Brønshøj 12 4 5 3 18-21
FC Roskilde - Brønshøj 9 5 1 3 15-9
RB 1906 - Brønshøj (Pokal) 3 1 0 2 3-6
FC Roskilde - Brønshøj (Pokal) 1 0 0 1 5-7
I ALT 25 10 6 9 41-43

 

- Bjørn Jensen