Optakt til BK Hellas - FC Roskilde

I morgen onsdag står den på 1. runde i DBU Pokalen. Her får FC Roskilde en gylden mulighed for at tanke selvtillid og igen smage sejrens sødme, efter den lidt beskedne pointhøst i NordicBet-ligaens første tre kampe.

De lyseblå skal som bekendt til Valby og møde BK Hellas, der til daglig frister en tilværelse i serie 1.

FC Roskilde må naturligvis påtage sig favoritrollen, men som bekendt; så længe bolden er rund....

Så uanset den åbenbare niveaumæssige store forskel, der alt andet lige er, når det ene hold til daglig spiller mod hold som AGF, Viborg og Lyngby og det andet mod FC Udfordringen, Husum BK og Nørrebro United, skal FC Roskildes spillere være fokuserede, disciplinerede og skarpe - og så skal alle mand være 100% klar fra kampens start, ellers kan det gå galt. Og det værste FC Roskilde kan gøre, er - som bekendt - at undervurdere sin modstander.

Men den fejl begår holdet helt givet ikke - det er alle på og omkring holdet alt for kloge og ærgærrige til.

Mød op og støt gutterne!

BK Hellas vs Roskilde

BK Hellas er stiftet den 23. juni 1926 som Hellas Idræts Klub af Carl Matzen, der var vicevært i blokkene, hvor den daværende bane var beliggende på Carl Langes Vej – tæt ved det, der i dag hedder Danshøj S-station. Klubben var medlem af det, der dengang hed, Arbejdernes Boldspil Union.

I 1930 købte man en gammel gøglervogn for 40,- kroner - som klubhus – men i 1932 blev den solgt igen, da man var flyttet til Engdraget (syd for Roskildevej v/Damhussøen, hvor man også fik opført et ”rigtigt” klubhus.

Den bedste sæson i klubbens historie er uvægerligt sæsonen 1960-61 hvor man nåede frem til kvartfinalerne i DBU’s landspokalturnering. Efter sejre over Sylvia, Sundby og HB (hjemme under KBU) hed modstanderen Randers Freja (2. division) – og de blev sendt hjem med et nederlag på 1-0. Næste modstander var Skovshoved (1. division) på Gentofte Stadion – og her blev det til 2-1 til Hellas. 1/8-finalen stod hjemme mod Frem Sakskøbing fra 2. division. De var tabende finalister fra sæsonen før og kampen var rykket til Frederiksberg Stadion og det gav 3.000 tilskuere og en sejr på 3-2.

Så var det tid til kvartfinale – på Århus Stadion – og først efter forlænget spilletid kunne datidens bedste pokalhold besejre de gæve Hellasfolk med 1-0.

Siden kom nogle gode år i Danmarksserien fra 1971 (efter vundet kvalifikationskamp mod HIK) til 1976. Både sæsonen 1973 og 1975 gav en 3. plads (sidstnævnte år med RB 1906 som oprykkere). Herefter kom trange år, hvor klubben var nede at vende i serie 3 og først i 2013 kom man atter i serie 1.

FC Roskildes bestyrelsesformand, Carsten Wickmann, var med på oprykningsholdet i 1971 og også med i de to kampe mod RB 1906 i 1975 (6. april: RB 1906 - Hellas 3-1 og 6. oktober: Hellas – RB 1906 2-3).

Forhåbentlig bliver det på onsdag alle gode gange tre!

 

- Bjørn Jensen