Optakt FC Roskilde - Nykøbing FC

Efter to uafgjorte resultater på stribe, venter endnu en vigtig kamp, der gerne skulle give os alle tre point. Vi har fanget cheftræner, Martin Jungsgaard, til en snak forud for torsdagens opgør mod Nykøbing FC:
 
FCR Web:
Den omvendte verden med 2-2 i Kolding, i forhold til 2-2 mod HB Køge weekenden før. Hvilke følelser og tankerne har du ovenpå sådan en kamp?
 
Martin Jungsgaard:
"Hm, helt oprigtigt er det min opfattelse, at vi ud fra de parametre, der er os givet, så spiller vi en virkelig god kamp. Vi er i store dele dikterende på bolden, og dette til trods for, at vi møder rækkens nummer 4 på udebane. Vi får flere gange sat spillet afsindigt godt op, laver nogle flotte mål og tilspiller os ydermere 2-3 kæmpe chancer. Vi render tør for kræfter i 2. halvleg, hvilket er ærgerligt, men måske meget naturligt, vores meget smalle trup taget i betragtning.”
 
FCR Web:
Endnu en finale torsdag aften mod Nykøbing, som ikke må stikke mere af i tabellen. Hvilke kriterier skal opfyldes for at vi får 3 utrolig vigtige point?
 
Martin Jungsgaard:
"Vi skal igen sætte os på kampen. Holde bolden i egne rækker og ind imellem spille uden andet formål end, at få Nykøbing til at løbe. På de rigtige momenter, skal vi så slå til. Vi skal udvise kynisme, og så skal vi ganske simpelt arbejde stenhårdt på, at få de små marginale over på vores side.”
 
FCR Web:
Vi har åbnet op for, at flere fans kan komme på stadion. Hvilken betydning kan det have for os?
 
Martin Jungsgaard:
"Fodbold, og vel egentligt alt sport, er afgjort sjovest, når der kommer nogle og ser på det. Vores situation er ikke anderledes. I tilgift er det min opfattelse, at vi har et rigtigt solidt støttende og opbakkende hjemmepublikum."