Nykøbing FC - historisk set

B 1901 – stiftet 8. november 1901 – var en magtfakor i provinsfodbolden i perioden fra 1913-27, hvor man var i provinsmesterskabsfinalen 11 gange og vandt de syv – men når det gjaldt DM-Finalen mod den københavnske vinder – ja, så tabte man. Næste gode periode for klubben kom i årene 1963-83, hvor en 5. plads i 1. division i 1977 samt de to tabte pokalfinaler i 1973 (Randers Freja 0-2) og 1983 (OB 0-3) er de bedste præstationer under de tre kendte trænere Kurt ”Nikolai” Nielsen, Torben Storm (senere træner i RB 1906 sidst i 90’erne) og Niels Erik ”Gulddrengen” Rasmussen – alle tre selv med rødder i klubben.

B 1921 – stiftet 13. maj 1921 – blev stiftet af en kreds medlemmer, der var utilfredse med de andre klubber i byen. Klubben kom i DBU-rækkerne første gang 1939, og er siden rykket op og ned utallige gange. B 1921 var i øvrigt den eneste klub, der i RB 1906’s gode år 1982 (oprykning seks runder før sidste spillerunde) besejrede domkirkebyen, men alligevel selv rykkede ned – dog med 27 point som fjerdesidst!).

Nykøbing Falster Alliancen (NFA) blev dannet 1. juli 1994 som overbygning mellem B 1901 og B 1921, og 1. juni 2006 blev det så til LFA (Lolland-Falster Alliancen). 1. juli 2010 trådte B 1901 ud af samarbejdet, så der alene køres med B 1921 på dennes licens.

Man startede i øvrigt i klubberne med et projekt, der efter behandling i Guldborgsund kommune, pr.1. juli 2013, betyder at klubberne er slået sammen til Nykøbing FC.

Det første møde mellem RB 1906 og B 1901 var i kampen om provinsmesterskabet i 1920 – ja, RB 1906 hed dengang dog fortsat ”Søstjernen” og var blevet sjællandsmestre. B 1901 vandt kampen 2-1 –og det var året inden den anden klub i byen i det hele taget så dagens lys. B 1901 nåede dette år finalen – nederlag til B 1903 med 2-0, men havde i semifinalen slået Ringkøbing IF, der overraskende var blvet jydske mestre ved at slå AaB med 5-3 efter omkamp (3-3) på neutral bane – det netop nyindviede Århus Stadion.

Det sidste møde klubberne imellem var 9. juni 2014, hvor FC Roskilde ydede en ukoncentretet indsats og tabte 1-3 - det enlige mål blev sat ind af Mads Brandis.

Sammenlagt ser det således ud:

 

  Antal kampe Vundet Uafgjort Tabt Målscore
Søstjernen – B 1901 1 0 0 1 1-2
RB 1906 - B 1901 4 2 0 2 11-8
RB 1906 - NFA 2 1 1 0 5-1
RB 1906 - B 1921 12 4 2 6 26-26
RB 1906 - B 1921 (pokal) 1 1 0 0 3-2
RB 1906 - B1901 II 6 3 3 0 16-9
RB 1906 - LFA II / B 1921 II 2 2 0 0 8-2
FC Roskilde - LFA 6 2 2 2 15-10
FC Roskilde - Nykøbing FC 2 1 0 1 4-4
I ALT 36 16 8 12 89-64

 

- Bjørn Jensen