
9. marts 2019
Efter en uge med masser af fart og gang i Ørnereden, skal drengene søndag på jagt efter en altafgørende sejr. Ugen startede ud med, at søndagens kamp blev rykket fra Ørnereden til Sundby Idrætspark. Herefter blev et salg af klubben effektueret og nu skal vi så sætte alle sejl ind på tre point.
Søndagens modstander, Fremad Amager, har været villige til at åbne portene op for os og "bytte kamp", så vi spiller på udebane søndag, men har så hjemmebane den 21. april 2019.
Og at det netop er Fremad Amager, kunne tangere et skæbnetræf. Vores nye ejer Carsten Salomonsson er nemlig gammel Fremad Amager-dreng og har både spillet, arbejdet for og været involveret i de blåblusede "Amar'kanere".
"Det er en meget vigtig kamp af flere årsager. For det første, taber vi forårets første kamp over i Silkeborg og er sidst i tabellen. Nu skal vi holde fast i de andre hold, som vi fik kontakt til i vinterperioden", siger cheftræner Christian Lønstrup.
Lønstrup fortsætter: "For det andet, har vi fået en ny ejer, der har et tilhørsforhold til Fremad Amager, så der er en klar signalværdi i, at vi tager ind til dem og får de point, vi skal have. Så jeg er ret fortrøstningsfuld, men det er klart, at vi ikke skal komme for meget bagud i forhold til de andre hold, før det kan blive op ad bakke. Men tilgangen og indgangsvinklen er egentlig ret positiv".
Masser af chance bør også give masser af point
Kampen om at undgå de to nedrykningspladser er nået til et stadie, hvor det er decideret nervepirrende. Vi ligger på sidstepladsen à point med Hvidovre IF. Over nedrykningsstregen finder vi Thisted FC og FC Helsingør, der hver især har to point mere end os. Men derefter er der for os seks point op til ottendepladsen, så det er nu, vi skal til at rykke.
Lønstrup: "At tabellen er knækket en lille smule over i bunden, er ikke et ekstra pres. Jeg ville være bekymret, hvis vi lå helt isoleret i bunden, som da jeg kom til i september. Men det er vi ikke. Resten af sæsonen er der 39 point at spille om – og det er rigtig meget. Vi kan sagtens komme ind i nogle stimer, hvor vi vinder nogle kampe. Det udtryk og det spil, vi leverede i Silkeborg – samt at vi kom frem til 13 chancer – har også vist, at vi kan levere. Det skal ikke bare være sort, fordi vi taber. Men vi skal også stoppe med at give mål væk, som vi gjorde i Silkeborg".
Vejen til helvede er brolagt med…
Man kan sagtens finde mange dårlige forklaringer på, hvorfor vi ikke vandt i søndagens kamp mod Silkeborg. Men det kommer der ifølge Lønstrup intet godt ud af. Undskyldninger fører ikke til noget, og i stedet skal vi spille op til vores potentiale, og det er holdet også klar til:
"Jeg synes, at vi er klar til at møde Fremad Amager. At vi får to udebanekampe i streg og havde regnet med, at skulle spille på hjemmebane kan godt betyde lidt. Men det falder mere ind under undskyldninger. Det er klart, at hvis man skal finde undskyldninger, kunne den sidste uges mange begivenheder (kampen rykkes tirsdag, ny ejer torsdag, red.) og at spille på kunst også være nogle af dem. Men det er slet ikke et tema for os. At vi skal spille på en kunstbane mod Fremad Amager giver rigtig god mening. Vi har trænet de sidste mange måneder på kunstbanen og også spillet mod Silkeborg på kunst. Der er ikke nogle undskyldninger for ikke at præstere på søndag".
Og formår drengene at lave op til deres bedste og præstere søndag eftermiddag, vil det være et altafgørende og vigtigt skridt væk fra en truende og hård kamp om at undgå nedrykning.
"Udgangspunktet har hele tiden været, at vi skulle overleve i foråret. Jeg synes også, at vi har et hold, der er bedre, end hvad tabellen viser. Men vi skal forberede os på, at vi skal kæmpe hårdt med Hvidovre, Hvidovre, Helsingør og Lyngby", slutter Lønstrup af
Kampen på søndag spilles som sagt ikke i Ørnereden men i stedet på Sundby Idrætspark. Kampstarten er klokken 13:45 – og vi glæder os til at se så mange Ørne som muligt! #RoskildeForAlle