Ny indløbssang valgt sammen med fansene

8. april 2019

Af: Alfred Winther Groth

Da 1. Divisionsholdet søndag løb på banen var det til en ny sang, der brølede ud over stadion og satte godt gang i såvel spillerne som tilskuerne på lægterne.

I sidste uge blev et samarbejde mellem fans, spillere og ”Salle” nemlig sat i søen for at finde en ny indløbssang. Spillerne kom med en lang række forslag og ligeledes gjorde fansene. Der var mange genrer og numre i spil. Men det endegyldige valg blev et, der formentlig frembringer et smil hos mange.

Vi skal tilbage til 1980’erne. Et stort årti, hvor mange sten blev lagt for moderne populærkultur indenfor både film, musik, spil og serier. Vi tager udgangspunkt i en fortælling om en underdog, der får succes mod alle odds. I stor modgang udvikler han sig. Og det er den historie, som den nye indløbssang skal være med til at fortælle om FC Roskilde. Klubben skal ikke nødvendigvis spejle sig i Daniel LaRussos rejse i Karate Kid, men vi skal inspireres af titelmelodien.

Joe Espositos kæmpehit ”You’re the best around ” er således blevet valgt - efter mange overvejelser - som den nye indløbssang i Roskilde Idrætspark.