Esbjerg var bedre på dagen

Det går op og ned i fodbold. Det måtte FC Roskildes divisionshold sande under og efter søndagens kamp på udebane mod divisionens tophold Esbjerg.

Oven på to særdeles flotte kampe mod henholdsvis Lyngby og Fredericia, så lykkedes det ikke for de lyseblå at holde kadancen på Blue Water Arena. Ganske vist tabte holdet kun med 0-1, men det var nok lidt misvisende, for hjemmeholdet havde chancer, der var store nok til flere mål, men en godt spillende Esben Hansen i målet og et heroisk kæmpende forsvar hindrede, at det blev til mere end det ene mål, som blev sat ind af Søren Rieks efter bare otte minutters spil.

Hvorfor det blev, som det blev, må i skrivende stund stå lidt hen i det uvisse. Faktum er eller nærmere var, at stort set hele holdet fuldstændig havde glemt, hvordan man spiller op mod et hold som Esbjerg, selvom det ikke er mange dage siden, at tilsvarende stærke hold blev sendt hjem med et nederlag.

Vi, der var taget med til det vestjyske, blev vidne til en omgang usammenhængende fodbold fra de lyseblå med mange fejlafleveringer og uforstålige driblinger, hvor man kunne mene, at en aflevering nok havde været mere hensigtsmæssig. Det blev heller ikke til de helt store målchancer, men med lidt held og koldblodighed fra henholdsvis Kjær og Perch Nielsen, så havde hver af dem muligheden for en scoring. Men selv uafgjort havde været ufortjent, for vi var oppe mod et hold, hvis status som nedrykkere fra Superligaen ikke lod sig fornægte.

Derfor er der heller ikke grund til at hænge med hovederne, hvis der er nogen, der måtte føle trang til det. Vi tabte til et bedre hold på dagen – fik vist at vi kan kæmpe – også når spillet ikke vil glide. Lad os hellere se frem til næste rundes møde med FC Vestsjælland. En kamp som vi også i år vil kalde “Kampen om Sjælland”.

Udover Esben Hansen i målet fortjener også Nicolaj Hansen ros for sin indsats. For alle øvrige, så er det bare om at komme op på hesten igen. Vi ved, I kan.