
25. september 2018
Onsdag aften klokken 18:30 kommer nordjyske AaB på besøg i Roskilde Idrætspark, når vi tager hul på tredje runde af SydBank Pokalen. Efter søndagens fremragende sejr over Hvidovre IF bliver det en lidt anden opgave at skulle spille mod de tredobbelte pokalvindere og firedobbelte Danmarksmestre.
Sidste gang vi mødte AaB var i foråret 2016, hvor vi led et svigefuldt nederlag på 4-0 med en defensivt indstillet tilgang til kampen. Opgøret i kvartfinalen kom efter en flot pokalturnering, hvor vi startede ud med at slå Nykøbing FC i første runde, inden Jægersborg og siden Hobro IK blev ofre for Ørnenes kløer.
I ottendedelsfinalen kom de forsvarende mestrer fra FC Midtjylland på besøg. Det blev et gyseligt opgør, hvor vi med flydende kombinationer og det flotteste angrebsspil længe set slog de midtjyske kæmper med flotte 3-2.
De bolsjestribede nordjyder blev endestationen i 2016-udgaven af pokalturneringen. Dengang var pokalturneringen en klar prioritet for den daværende cheftræner Anders Theil og tropperne. I år er situationen en noget anden, da vi i øjeblikket kæmper hårdt i bunden af NordicBet Ligaen.
Begge hold kommer i fremragende form efter sejre i weekenden mod henholdsvis Hobro IK og Hvidovre IF. Med en stolt tradition i pokalturneringen er det ikke utænkeligt, at gæsterne – anført af veteranen Rasmus Würtz – formentlig har sat kursen mod Sjælland med det primære formål at vinde. Det skal vi have forpurret uden at det skal koste lemmer forud for søndagens ligakamp mod FC Helsingør.
Vel mødt onsdag aften til et brag af en kamp!