Nedtælling til pokalkampen mod AaB

Som de fleste nok er klar over, spiller FC Roskilde kvartfinale i DBU Pokalen mod superligamandskabet AaB, på tirsdag, den 8. marts 2016, kl. 17:45 i Roskilde Idrætspark.

To af de øvrige tre kvartfinale er allerede afviklet. Her gik AGF og Brøndby videre til semifinalerne begge efter udebanesejre på 0-3 over henholdsvis SønderjyskE og Skive. Den sidste kvartfinale står mellem FC København og Randers FC og bliver spillet onsdag, den 16. marts 2016.

FC Roskildes spillere vendte fredag aften hjem fra træningslejr i Tyrkiet og træner både i dag og i morgen, for at være maksimalt forberedte til tirsdagens brag af en kamp - en kamp, der nok må betragtes som en af de største i FC Roskildes historie.

Skal det lykkes at både slå Hobro, FC Midtjylland og AaB ud af DBU Pokalen? Det bliver som tvekampen mellem hyrdedrengen David og kæmpen Goliat. Den ser umådelig svær ud for David, men - som nogle vil vide - ender David med at blive konge. Det lyder næsten for godt til at være sandt for FC Roskilde, men så længe bolden er rund kan alt, som bekendt, ske.

Fra den tidligere Roskildespiller, Tonny Andersen, har vi fået denne sjove betragtning. For det er ikke første gang, at domkirkebyens darlings møder AaB. Det skete også i 1963 og gav endda RB 1906 sejren.

Fra Tonny modtog vi følgende mail med tilhørende billeder:

Hej holdleder,

Kampen mod AaB, den 8. marts 2016, vækker minder fra en pokalkamp i 1963, hvor vi som 3. divisionshold skulle møde 1. divisionsholdet i Aalborg. Det blev en mindeværdi kamp, hvor vi i 120 minutter kæmpede os igennem en ”mudderpøl” efter meget regn. (vedhæftede billeder)

Det var ekstra interessant for to RB spillere, der havde spillet i Aalborg (Preben Larsen og Poul Skibsted). Det lykkedes os i omkampen at få scoret sejrsmålet til 1-0. Det blev en særdeles vellykket hjemtur og modtagelse på stationen i Roskilde.

I nutidens pokalturnering er reglerne som bekendt, at det lavest rangerende hold har hjemmebane. Så FCR har så fordel af hjemmebane denne gang.

På webredaktionens vegne siger vi mange tak for denne lille sjove historie.